AaB henter vigtigt point i slutminutterne ude mod formsvage Silkeborg
I kampens allersidste minutter fik Marco Ramkilde akkurat bolden over stregen og sørgede for, at AaB udlignede til 2-2, som blev kampens resultat.
Ramkildes afslutning ramte overliggeren og sprang lige nøjagtig ind i mål.
Silkeborg missede dermed muligheden for at tage sin første sejr efter seks kampe uden fuld gevinst, mens AaB satte et sjældent point ind på den hårdt trængte konto.
Kampen var fyldt med intensitet og chancer til begge hold. Gæsterne var bedst i første halvleg, selv om Silkeborg førte ved pause. I anden halvleg var værterne farligst, men det lykkedes alligevel AaB at få sikret pointdelingen.
Resultatet gør, at AaB nu har seks point op til AC Horsens over stregen. Østjyderne har dog en kamp i hånden.
Silkeborg led endnu et knæk i kampen om Europæisk fodbold og har nu fire point op til syvendepladsen og FC Midtjylland, som spiller senere i runden.
Kampen startede i et højt tempo, hvor gæsterne kom frem til flere gode chancer. Og efter 22 minutter sendte venstreback Daniel Granli et tørt hug i mål til 1-0.
Jubelbrølet fra udefansene havde knap nok lagt sig, da Silkeborgs unge stopper Alexander Busch tre minutter senere stangede udligningen i mål efter et hjørnespark.
Kort inden pausen blev Silkeborg-spids Tonni Adamsen nedlagt i feltet, hvilket førte til et straffespark, som han selv omsatte iskoldt til 2-1.
Silkeborg indledte bedst efter pausen og havde flere gode muligheder.
Men AaB spillede sig tilbage i kampen og pressede i en periode værterne ned og forsvare i eget felt.
Tonni Adamsen var i den anden ende tæt på at afgøre kampen flere gange, men Nico Mantl i AaB-målet reddede hver gang.
I stedet kunne indskiftede Marco Ramkilde sende en sen udligning i mål for gæsterne og sikre et vigtigt point.