AaB sikrer sig livsvigtig sejr mod Horsens i kamp mod nedrykning
AaB udspillede AC Horsens gennem 90 minutter og er for alvor tilbage i kampen om overlevelse i Superligaen.
Kampen om overlevelse er blevet markant mere spændende, efter at AaB knuste nedrykningskonkurrenterne fra AC Horsens med en sejr på 4-0 hjemme i Aalborg.
Med resultatet er der kun ét point op til netop AC Horsens over stregen for AaB i den tætte nedrykningskamp. Der er resterer fire runder af 3F Superligaen.
Fra kampens start var det hjemmeholdet, som sad på begivenhederne. Duellerne midt på banen faldt konstant ud til AaB's fordel, og nordjyderne kunne derved etablere et pres.
Presset udviklede sig til spil, der var mere end et bundhold værdigt. Det udmøntede sig i flere store chancer, hvilket også endte med at grundlægge sejren i form af føringsmålet.
AaB dominerede chancemæssigt hele første halvleg, men det var først i det 37. minut, forløsningen kom. Kantspilleren Younes Bakiz bragte hjemmeholdet i front med en flad afslutning fra midten af feltet.
Tre minutter inde i halvlegens tillægstid begik Horsens ligeledes straffespark, men kendelsen blev annulleret af VAR for offside i AaB-opspillet.
Anden halvleg startede som første halvleg sluttede, og efter ni minutter udbyggede AaB føringen.
Hjemmeholdet misbrugte en del chancer, men der var så mange af dem, at det var nærmest umuligt ikke at udbygge føringen.
AaB-midtbanespilleren Iver Fossum fandt plads på bageste stolpe og headede bolden ind i mål fra kort afstand.
Med to mål op så det håbløst ud for gæsterne, og mandskabet formåede ikke at løfte sig. Et par forsøg var, hvad det blev til for Horsens, før AaB's Younes Bakiz blev dobbelt målscorer med 18 minutter igen.
Indskiftede Oliver Ross bidrog også til målfesten med scoringen til 4-0 otte minutter før tid.