AC Horsens-boss vil have elimineret defensive nedsmeltninger efter skidt forårsstart
Efter fem kampe har holdet kun formået at tilkæmpe sig et enkelt point og ligger aktuelt på tiendepladsen med syv point ned til Lyngby, der ligger under stregen.
AC Horsens' sports- og talentchef, Niels Erik Søndergaard, vurderer, at holdet er nødt til at eliminere en række negative udfald i defensiven, hvis håbet om at levere bedre resultater i nedrykningsspillet skal realiseres.
"Brøndby, Viborg og FC København har scoret flere mål mod os inden for kort tid, og det skal selvfølgelig ikke gentage sig fremadrettet", siger Niels Erik Søndergaard.
Horsens har tabt 0-3 til Viborg, 2-5 til Brøndby og 1-4 til FCK i løbet af foråret. FCK scorede tre gange på seks minutter, Brøndby nettede to mål ad to omgange inden for otte minutter, mens Horsens lukkede tre mål ind mod Viborg i de første 18 minutter.
"Vi har arbejdet på, hvordan vi får sat proppen i, når det gælder. Det er vigtigt at sige, at det er sket mod hold, der ligger i den bedste halvdel af rækken", siger Niels Erik Søndergaard.
Grundet landsholdspausen har holdet haft omkring to ugers kamppause. Horsens' udtryk forbliver det samme, selv om holdet fremover kun møder hold fra den nederste halvdel.
"Vi er rimelig afklarede med, hvad vi kan, og hvad vi er gode til. Vi skal finde tilbage til det udtryk, der har defineret vores spil gennem en årrække", siger sportschefen.
Søndag tørner Horsens sammen med AaB i den første kamp i nedrykningsspillet. Vinder Horsens kampen, vil holdet øge afstanden ned til nordjyderne på sidstepladsen til 11 point.
"Det er selvfølgelig en afgørende kamp for os. Det tror jeg, alle kan se, når man kigger på tabellen. Jeg vil medgive, at resultatet kan have stor indflydelse for resten af sæsonen, men uanset udfaldet er der intet, der er givet", siger Niels Erik Søndergaard.
I forbindelse med offentliggørelsen af klubbens seneste regnskab vurderede bestyrelsesformand Claus Olsen, at holdet "har kvaliteterne til at turde drømme om Europa Playoff". Skal det ske, skal holdet sikre syvendepladsen foran blandt andet FC Midtjylland og Silkeborg IF.
Niels Erik Søndergaard fastholder, at det vigtigste for klubben er at undgå nedrykning.
"Det er selvfølgelig ikke forbudt at drømme, men det absolut vigtigste er at forblive i Superligaen. Alt derefter er ren bonus", siger sportschefen.