Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Andreas Bjelland vil blive i Lyngby trods pensionstanker: Kan stadig bidrage

Ritzau
Andreas Bjelland vendte i juli 2021 tilbage til barndomsklubben Lyngby BK.
Andreas Bjelland vendte i juli 2021 tilbage til barndomsklubben Lyngby BK. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den tidligere landsholdsspiller Andreas Bjelland har kontraktudløb i Lyngby Boldklub til sommer.

Den 34-årige forsvarsspiller vil dog gerne blive i klubben.

"Hvis jeg skal fortsætte min karriere, så bliver det i Lyngby. Jeg føler stadig, at jeg kan bidrage og være med, og vi er i gang med at snakke om, hvad der skal ske næste sæson," siger Andreas Bjelland.

Lyngby-stopperen fortæller dog, at han har spekuleret på at stoppe sin karriere efter sæsonen.

"Det har der været tanker om. Jeg er på vej op i alderen, og jeg fylder 35 år til sommer, men som jeg sagde før, føler jeg stadig, at jeg kan bidrage," siger forsvarsspilleren.

I efteråret brækkede Andreas Bjelland sin ankel i en kamp mod Viborg FF, men Lyngby-stopperen kom sig hurtigt efter en succesfuld operation og har derfor været til rådighed for holdet i foråret.

Den 34-årige stopper, der har en fortid i klubber som FC Nordsjælland, Brentford og FC København, fortæller, at det efterfølgende var vigtigt for ham, at han selv vælger tidspunktet for at stoppe karrieren.

"Mit mål efter min skade var at komme tilbage, fungere og selv vælge, hvornår jeg skal sætte mine støvler på hylden."

"Det kan jeg gøre til sommer med ro i maven, men jeg synes stadig, at det er sjovt at spille fodbold, være med på holdet og være en del af et fællesskab. Jeg håber, at jeg kan få lov til at fortsætte," siger forsvarsspilleren.

Andreas Bjelland er medejer af Friends of Lyngby, der ejer klubben. Han påpeger dog, at det ikke spiller nogen rolle, når han skal forhandle en ny kontrakt.

"Det er to ting, som vi adskiller fra hinanden. Da jeg var med til at redde klubben, gjaldt det om at betale tilbage til noget, der har betydet rigtig meget for mig."

"Det er også derfor, at det er det eneste sted, som jeg kan forestille mig at fortsætte karrieren. Jeg har spillet her i hele min ungdom, og jeg vil gerne give noget tilbage og være en del af kulturen her," siger Andreas Bjelland.

Freyr Alexandersson, der er cheftræner i Lyngby, vil også gerne have aftalen forlænget med sin forsvarsgeneral.

"Han er sindssygt vigtig for spillertruppen og for klubben, og jeg håber, at vi giver ham en ny kontrakt på ti år," siger Lyngby-træneren med et glimt i øjet og fortsætter.

"Der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil have den forlænget. Det er selvfølgelig en dialog, der skal tages mellem Bjelland og ledelsen, men de ved godt, at jeg gerne vil have forlænget aftalen," lyder det fra Freyr Alexandersson.

Andreas Bjelland vendte hjem til Lyngby i sommeren 2021, og midtstopperen har i alt spillet 78 kampe for klubbens førstehold.