Brøndby overrasker i Parken og stjæler tre point fra de guldaspirerende løver
Parken var fyldt til allersidste plads, da FC København tog imod ærkerivalerne fra Brøndby IF.
Selvom der pointmæssigt er stor afstand fra FCK på førstepladsen til Brøndby på sjettepladsen, så er derby-kampene altid noget særligt.
Første halvleg startede med et massivt spilovertag til hjemmeholdet.
Brøndby-træner Jesper Sørensen havde til kampen foretrukket en tre-back-kæde, og derfor havde FCK svært ved at komme til de helt store chancer i en ellers dominerende begyndelse på kampen.
Når en af Brøndbys tre stoppere var i boldbesiddelse, så havde de svært ved at finde frie medspillere fremme i banen.
Gæsterne fra Vestegnen kom dog bedre med i opgøret efter en halv times spil. De kom længere frem på banen i flere sekvenser. Efter 34 minutter var Nicolai Vallys tæt på at score, men en fin redning af Kamil Grabara forhindrede ham i et derby-mål.
Blot to minutter senere sendte Daniel Wass et indlæg i feltet, hvor Frederik Winther fik en stor mulighed, men lejesvenden headede bolden forbi mål.
Der kom ikke flere chancer i de første 45 minutter i en kamp, hvor FCK var klart mest spilstyrende, men Brøndby kom frem til de bedste muligheder.
FCK havde ikke nogen store chancer i første halvleg, men anden halvleg var kun halvandet minut gammel, da Mohamed Daramy sendte et indlæg mod bagerste stolpe, hvor Hákon Haraldsson stod fri, men den unge islænding kunne ikke styre bolden i nettet med højrefoden.
Brøndby kunne dog også bide fra sig. Endnu et indlæg fra Daniel Wass fandt vej til Rasmus Lauritsen, som sendte et hårdt hovedstød mod mål, men igen stod Kamil Grabara i vejen og leverede en god redning.
Det virkede til, at begge hold havde smidt nervøsiteten i pausen og var mere modige og turde gå efter en scoring.
Anden halvleg var også langt mere jævnbyrdig end første halvleg. Særligt Brøndby havde en god periode i midten af anden halvleg, men begge mandskaber havde uhyggeligt svært ved at komme til de helt store chancer.
Frem mod slutningen fik FCK dog lagt et godt tryk på gæsterne, men så slog Brøndby til.
Efter en god erobring af kroatiske Josip Radosevic fandt bolden vej til Nicolai Vallys, som med et fladt indlæg smed bolden ind i skoen på Ohi Omoijuanfo, der sparkede bolden i kassen.
FC København fortsatte dog trykket på Brøndbys mål, og med fire minutter igen fik de udbytte af det massive pres. En klodset forseelse af norske Sebastian Sebulonsen gjorde, at Mohamed Daramy gik i græsset. I sekunderne efter pegede kampens dommer Sandi Putros på pletten, og FCK havde derfor muligheden for at slå hurtigt tilbage.
Den slovakiske stopper Denis Vavro fik derfor muligheden for at få scoret, men talentfulde Mads Hermansen i Brøndby-buret gættede rigtigt og greb Vavros dårligt placerede spark.
Efterfølgende var stadig stor intensitet fra begge hold, men i sidste ende løb Brøndby med sejren efter næsten syv minutters overtid.
Det var Brøndbys blot anden sejr i mesterskabsspillet. FCK kan derfor miste førstepladsen, hvis FC Nordsjælland lykkes med at slå AGF.