Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FC København binder ombejlet spidsangriber til sommeren 2028

Ritzau
Orri Oskarsson bliver i FC København.
Orri Oskarsson bliver i FC København.CATHERINE IVILL/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
FC København har forlænget kontrakten med angrebsesset Orri Oskarsson, så de to parter nu har papir på hinanden til sommeren 2028.

Det skriver københavnerne på deres hjemmeside.

Forlængelsen kommer efter, at der tidligere i transfervinduet var bud fra udlandet på den islandske frontløber.

FCK meldte tidligere i juli ud, at klubben havde modtaget et bud på Oskarsson, men at der ikke pågik forhandlinger.

Nu har københavnerne altså i stedet underskrevet en kontraktforlængelse med islændingen.

"I disse transfertider er der mange spekulationer og skriverier, og mange har handlet om Orri," siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.

"Der er stor opmærksomhed omkring ham, og efterspørgslen er til at mærke. Derfor er vi utroligt glade for, at vi i samme periode bliver enige om, at Orris fremtid ligger i FCK."

Den 19-årige angriber er noteret for 50 kampe i FCK og har scoret 16 mål. Han kom til klubben fra Island i 2020.

"Jeg har det utroligt godt her i København, både i klubben og i byen, så jeg er meget glad for at forlænge min kontrakt," siger Orri Oskarsson.

"Det har været en stor drøm at spille fast, siden jeg kom til klubben i 2020, og jeg har mange flere ambitioner for min tid i FCK. Jeg har en ambition om at blive topscorer i Superligaen i den kommende sæson og være med til at sikre klubben det næste mesterskab."

FCK åbner den nye superligasæson mandag, hvor holdet på udebane møder Lyngby.