FC København henter kantspiller i Brasilien
FC København får inden længe fornøjelsen af en ny kantspiller.
Klubben er således nået til enighed med den brasilianske klub Cruzeiro, som sender 19-årige Robert Vinicius Rodrigues Silva - blot kaldet Robert - til den danske hovedstad.
I løbet af de kommende dage skal den unge brasilianer gennemgå lægetjek og færdiggøre sin personlige aftale med FCK, oplyser københavnerne.
Der er tale om en lejeaftale med indbygget købsoption, lyder det. Cruzeiro oplyser på den sociale platform X, at lejeaftalen løber til 2025.
Robert har spillet i alt 21 kampe i den brasilianske liga, hvor han i den igangværende sæson ikke har været fast mand hos Cruzeiro.
Det er således blevet til tre startpladser i denne sæson, hvor han har været involveret i 12 kampe.