FC København slår Lyngby sikkert efter velspillet første halvleg
Både Lyngby og FC København skulle forsøge at komme godt i gang med Superliga-sæsonen. Mange nye ansigter var på banen for de to mandskaber, der gav tilskuerne god mandagsunderholdning.
FC København startede kampen glimrende og lagde et voldsomt pres på hjemmeholdet fra Lyngby. Københavnernes mange nye spillere og startere ville gerne gøre et godt indtryk, og det fik de gjort meget hurtigt.
Efter seks minutters spil sendte den nye højre back Rodrigo Huescas bolden i en blød bue hen over Lyngby-forsvaret, hvor det nye førstevalg på angrebspositionen, Orri Oskarsson, var løbet i dybden og sikkert scorede sit og FCK’s første sæsonmål.
Orri Oskarsson stræber efter at blive topscorer i Superligaen, og det var den perfekte måde at bevise, at han meget vel kan være at finde i toppen af topscorerlisten i foråret.
Lyngby havde det svært, men efter et kvarters spil havde hjemmeholdet fået afværget FCK’s første store tryk. Det blev dog ikke til de helt store chancer.
Når man ikke udnytter sine små gode perioder mod FCK, så slår de dyre drenge fra Østerbro bare til igen, og det skete også her.
Efter 30 minutter satte gæsterne et fint angreb sammen, hvor svenske Jordan Larsson lagde et perfekt indlæg ind i panden på sin nordiske kollega Mohamed Elyounoussi, som sikkert headede bolden i nettet.
Selvom Lyngby ikke var spillet ud af brættet, så var fornemmelsen, at hvis de ikke fik styr på FCK’s farlige angreb, så kunne det ende med at blive en øretæve.
Blot syv minutter efter 2-0-scoringen var det tæt på at blive endnu værre for Lyngby. FCK fik scoret igen, men Lyngby-drengene blev reddet af VAR.
FCK fortsatte presset, men Lyngby kunne prise sig lykkelige over, at de kunne gå til pause kun bagud 2-0.
Hvis Lyngby skulle have point med fra kampen, så var det vigtigt, at de kom godt ud til anden halvleg, men det var ikke tilfældet.
Allerede 50 sekunder inde i anden halvleg havde FCK’s Diogo Goncalves en friløber, men portugiserens afslutning sad lige på Lyngby-keeperen Jannich Storch.
Det virkede dog som om, at Lyngby spillerne havde mere tro på tingene, og Morten Karlsens tropper kom meget bedre med.
Efter 63 minutter fik Kolbeinn Finnsson da også testet Nathan Trott i FCK-buret, da islændingens afslutning fra kanten af feltet tvang den nye keeper til en fin redning.
Et stærkt signal fra Lyngby om, at de altså ikke havde givet op.
Faktisk var Lyngby banens bedste hold i store dele af anden halvleg, og det var mest fordi kampen var blevet mere rodet og duelpræget, hvilket kom hjemmeholdet til gavn.
Selvom Lyngby holdet var mere på bolden, så havde de svært ved at skabe de helt store målchancer. Hjemmeholdet var dog tæt på at få scoret i det 81. minut, men en strålende redning fra Nathan Trott forhindrede Lyngby i at reducere.
Lyngby kom ikke tættere på, og derfor sluttede kampen 2-0 til guldfavoritterne fra FC København.