FC Midtjylland var løvetæmmere for en dag: Slår FCK efter taktisk mesterstykke i Parken
To fremragende scoringer i anden halvleg og en vandtæt defensiv sikrede lørdag eftermiddag FC Midtjylland en noget overraskende sejr over FC København i Parken.
Med nederlaget kan Silkeborg komme a point med de forsvarende mestre med en sejr over Randers søndag. Kampen blev mod slutningen afbrudt i tæt på et kvarter efter et sygdomstilfælde på tribunerne.
På et medtaget græstæppe i Parken
hentede FC Midtjylland en 2-0-sejr over FC København lørdag eftermiddag.
Midtjyderne fik
således bugt med hjemmeholdets positive stime på seks kampe uden nederlag.
Det var langt henad vejen en rodet og uskøn affære med mange spilstop som følge af hårde og intense dueller.
I store dele af kampen manglede begge hold kvalitet i afleveringerne og beslutningerne på den sidste tredjedel.
Netop de elementer fandt FCM dog frem i anden halvleg, hvor den norske angriber Ola Brynhildsen og midtbanespilleren Oliver Sørensen scorede holdets to flotte mål.
Sejren efterlader FCM med 17 point efter ti kampe i Superligaen, hvor holdet ligger på femtepladsen. FCK har 22 point og befinder sig fortsat på førstepladsen.
FCM kom bedst fra land i lørdagens kamp. Seks minutter inde i opgøret fik gæsterne tildelt et frispark i en gunstig position, men kantspilleren Aral Simsir sendte bolden i muren.
Herefter tog FCK så småt over. Efter knap et kvarters spil blev anføreren Viktor Claesson spillet fri i midtjydernes felt, men svenskeren fik et skidt træf på bolden, der gik forbi mål.
Ved pausefløjt var stillingen 0-0.
I anden halvleg blev der skruet op for intensiteten, hvilket kom til udtryk i flere lange spilstop som følge af hårde dueller.
FCM tog føringen i det 63. minut på mål af Ola Brynhildsen, der snød sin nærmeste modstander, Birger Meling, med en skudfinte og sikkert sendte bolden ind i netmaskerne.
Ni minutter senere udbyggede Oliver Sørensen med en resolut afslutning efter indlæg fra Aral Simsir, der forinden havde drevet gæk med FCK-stopperen Denis Vavro.
Kampen blev midlertidig afbrudt i det 87. minut, da en tilskuer på C-tribunen havde fået et ildebefindende. Spillerne blev sendt i omklædningsrummet, mens personen fik lægehjælp.
Efterfølgende blev opgøret genoptaget, og dommeren lagde ti minutter til i tillægstid.
FCK pressede på for at reducere, men det lykkedes aldrig for hjemmeholdet, der altså tabte 0-2 til FCM.