Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK forstærker med duo i tolvte time: Midtstopper og angriber hentes ind

Andreas Würtz Adamsen
28-årige German Onugkha er sammen med græske Pantelis Hatzidiakos tiltrådt FC København sent mandag.
28-årige German Onugkha er sammen med græske Pantelis Hatzidiakos tiltrådt FC København sent mandag. Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Sent mandag aften har FC København sikret sig græske Pantelis Hatzidiakos og russiske German Onugkha, der skal forskanse den københavnske defensiv såvel som sikre ildkraft i Jacob Neestrups offensiv i kølvandet på Orri Óskarssons exit.

Kort før transfervinduets lukning har FC København sikret sig to forstærkninger til den kommende sæson i form af den græske midtstopper Pantelis Hatzidiakos og den russiske angriber German Onugkha, der er hentet i henholdsvis Cagliari Calcio og Vejle Boldklub på henholdsvis en lejeaftale og en toårig kontrakt.

Førstnævnte, 27-årige Hatzidiakos, er med 43 græske landskampe på CV’et en mand med stor international erfaring. Foruden sine optrædener på det græske landshold kommer grækeren også med over 200 førsteholdskampe for AZ Alkmaar, hvor Hatzidiakos indledte karrieren, samt 13 optrædener i Serie A i seneste sæson.

Grækeren selv fortæller i klubbens pressemeddelelse, at han på afstand har fulgt udviklingen i den københavnske klub, som han har været ganske imponeret over.

”Jeg har kun hørt godt om klubben, og jeg glæder mig til at opleve fansene, klubben og byen. Nu ser jeg frem til at møde mine nye holdkammerater, og jeg har store ambitioner om at gøre en forskel på banen fra dag et,” kommer det fra Hatzidiakos.

Hos cheftræner Jacob Neestrup bliver der særligt lagt vægt på, at Hatzidiakos gennem flere sæsoner har taget ansvar i bagkæden hos føromtalte AZ, samt det faktum at grækeren er vant til international fodbold qua sin landsholdserfaring.

"Vi har et rigtig godt kendskab til ham allerede fra forrige sommer. Det er en spiller, der er rigtig god med bolden, som også indbefatter ro og coolness. Han kommer med stor erfaring fra landsholdet og toppen af den hollandske liga,” fortæller Neestrup.

Mens Hatzidiakos er hentet på en lejeaftale, der dog byder på en købsoption for den danske storklub, er der for Onugkhas vedkommende omvendt tale om et permanent skifte. Ifølge Tipsbladet ligger købsprisen for Vejle-angriberen på mellem 15 og 19 millioner danske kroner.

Den 28-årige russiske angriber, der i 2021 blev hentet til Nørreskoven fra FC Krasnodar, har i sammenlagt 73 kampe for Vejle scoret 29 mål, 23 af dem scoret i 54 optrædener i Superligaregi, og skiftet til Parken er ifølge russeren selv lidt af et drømmeskifte.

”Jeg har mange gange ønsket og drømt om at komme til F.C. København. Det er klart den største klub i Skandinavien med en helt fantastisk historie og en imponerende opbakning fra fansene. Jeg tørster efter at vinde pokaler i min karriere, og jeg glæder mig helt vildt til at spille for et tophold, hvis ambition er at vinde mesterskaber hver evig eneste sæson," pointerer Onugkha i klubbens pressemeddelelse.

Indkøbet af Onugkha kommer i kølvandet på rekordhandlen af Orri Óskarsson, der fredag blev solgt til spanske Real Sociedad for et rekordstort beløb i Superligaen, og derfor har FCK de seneste dage været ude efter en angriber, der kan ”bringe kvalitet ind i kampene og sikre konkurrence på positionen,” ifølge sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.

"Det har German vist i sidste sæson, hvor han på blev topscorer i Superligaen, og samtidig er det en stor fordel, at han allerede kender den danske liga godt,” kommer det endvidere fra københavnernes sportsdirektør.

En enkelt af Onugkhas Superligascoringer er faldet mod netop FC København, der altså de kommende to sæsoner vil være russerens arbejdsgiver.