Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCN-boss om store tilgange: Belønning for års hårdt arbejde

Ritzau
Opdateret
Marcus Ingvartsen har været en af sommerens helt store Superligahandler. Angriberen er skiftet fra Mainz 05 til FC Nordsjælland.
Marcus Ingvartsen har været en af sommerens helt store Superligahandler. Angriberen er skiftet fra Mainz 05 til FC Nordsjælland.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC Nordsjælland åbnede superligasæsonen med et brag, da sidste års sølvvindere mandag slog Viborg med 4-1 på hjemmebane i sæsonpremieren.

I startopstillingen var der to af klubbens nye spillere, Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen, der er hentet på henholdsvis en fri transfer efter et kontraktudløb med OB og fra Mainz i den tyske Bundesliga.

Tilgangen af to spillere fra den hylde er ifølge klubbens sportschef, Jan Laursen, resultatet af mange års slid.

"Det er en belønning for så mange års hårdt arbejde. Alt det akademiarbejde, der er lavet."

"Vi udvikler os, og det bliver endnu mere interessant at være en del af os," siger Jan Laursen.

FC Nordsjælland har i mange år været kendt for klubbens store indsats med unge talenter. Indsatsen har ført til flere store salg til klubber rundt omkring i Europa, der har gjort det muligt for holdet at ændre strategien i klubben, så der i højere grad kan være fokus på at hente navne, der allerede er etablerede.

Klubben har dog ifølge sportschefen altid haft et vindergen.

"Nu hvor AaB er røget ned, er vi kun fem hold, der har været her i alle de 22 sæsoner, vi har spillet Superliga. Så vi har haft det der vindergen hele tiden."

"På et tidspunkt begynder der så at være så mange dygtige spillere derude, som gerne vil hjem og lege."

"Men det er jo en del af vores evolution, at man siger, hvad kan vi så få ud af det. At kombinere de to ting, og se hvor godt kan det blive," siger sportschefen.

Klubben har dog ikke udelukkende kigget på det sportslige, da eksempelvis Tverskov og Ingvartsen blev hentet.

Det er også vigtigt, at man passer ind som menneske for at et skifte til FC Nordsjælland kan blive aktuelt. Noget, der også gælder på ledelsesgangene.

"Vi har ikke brug for at tage nogen ind, der ikke er klar på konkurrencen."

"Vi har jo vist, at vi kan begå os med et enormt ungt hold. Derfor har vi brugt en masse tid på at finde nogle spillere, som vi også tror på menneskeligt."

"Det er vigtigt med sindssygt dygtige folk i spillertruppen og trænerstaben, men også på ledelsesgangen, hvor vi får talt om de her ting," siger Jan Laursen.

Selv om klubben udvikler sig hele tiden, og Jan Laursen er meget tilfreds med arbejdet, der bliver lagt for dagen, er det svært at få ham til at komme med en konkret sportslig ambition for sidste års sølvvindere.

"Vi kan mærke på gruppen, at den er så ambitiøs, at vi ikke behøver bruge krudt på en ambition om et bestemt resultat."

"Det er faktisk en befrielse, at vi ikke behøver tale om resultatmæssige ambitioner, for vi ved, at ambitionerne er der bare."

"Når man er der, så kommer resultaterne også," siger FCN-chefen.