Flyvende Isaksen og FCM satte Silkeborg på plads og nærmer sig playoff
Scoringerne var 20-årige Isaksens 12. og 13. sæsonmål, hvorved han nu er delt topscorer i Superligaen med AGF's Patrick Mortensen.
Hjemmeholdet spillede en fremragende første halvleg og var foran med 3-0, inden der var spillet 20 minutter. Efter pausen faldt kampens tempo, og selvom gæsterne var fint med, faldt der ikke flere scoringer.
Med sejren trækker FCM for alvor fra OB i kampen om syvendepladsen, der giver adgang til en playoffkamp om en plads i Conference League-kvalifikationen.
Midtjylland er nu fem point foran OB på ottendepladsen, mens Silkeborg fortsat ligger på niendepladsen, hvor holdet har otte point ned til AaB under stregen.
Silkeborg har ikke vundet i sine syv seneste superligakampe, mens FCM stadig er ubesejret under cheftræner Thomas Thomasberg.
Der resterer fem runder af sæsonen.
Før der var gået ti minutter, havde Gustav Isaksen allerede sparket hjemmeholdet i front med 2-0.
Kantspillerens første mål kom efter en kontra i det fjerde minut, mens 2-0-scoringen blev sparket ind efter ni minutter.
Ondt skulle hurtigt blive værre for Silkeborg.
Efter 19 minutter stangede FCM-anfører Henrik Dalsgaard bolden i kassen til 3-0 efter en flot frisparkskombination.
Gæsterne kom bedre med mod slutningen af første halvleg, men måtte gå til pause bagud med 0-3.
Anden halvleg startede mere roligt, og selvom værterne fortsatte sit høje pres, var Silkeborg blevet bedre til at stå imod.
Udeholdet fandt en hurtigere og bedre boldomgang frem og kom frem til et par chancer.
Silkeborgs indskiftede angriber Alexander Lind var efter 71 minutter tæt på en reducering, men FCM-backen Mads Thychosen blokerede skuddet i feltet.
Tættere på kom gæsterne ikke, og derfor endte det med et 3-0-nederlag til FCM.