Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Frustreret Neestrup savner kontrol: "Efter pausen blev vi for dårlige"

Jacob Neestrup har som træner i FC København blot vundet én ud af seks mulige kampe mod FC Midtjylland.
Jacob Neestrup har som træner i FC København blot vundet én ud af seks mulige kampe mod FC Midtjylland.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jacob Neestrup mener, at FCK burde have lukket kampen mod FCM før pausen. Det endte med et nederlag.

FC Midtjylland forsvarede lørdag førerpositionen i Superligaen med en hjemmesejr på 2-1 over FC København.

Med sejren har de regerende mestre fra FCM efter otte spillerunder slået et hul på seks point til rivalerne fra FCK. Københavnerne førte 1-0 ved pausen og frem til midten af anden halvleg.

FCK-træner Jacob Neestrup ærgrede sig efter kampen over, at FCK ikke formåede at køre sejren hjem.

"Vi må bare erkende, at vi stadig ikke er, hvor vi gerne vil være i forhold til at have bedre kontrol over kampene, og det er noget af det, vi skal arbejde videre på at ændre," siger Jacob Neestrup ifølge klubbens hjemmeside.

Fra sidelinjen så FCK-træneren optræk til chancer, som hans hold burde have udnyttet. De bedste muligheder kom før pausen.

"Vi skulle have scoret et mål mere i første halvleg, hvor vi havde flere farlige situationer, hvor arbejdet skal gøres færdigt," siger han.

Neestrup erkender samtidig, at FCK's spillemæssige niveau dykkede efter pausen, hvilket FCM udnyttede to gange.

"Efter pausen blev vi for dårlige til at holde fast i bolden, og de kom for ofte rundt om os og kom til for mange dødbolde," siger træneren.

FCK indtager fjerdepladsen med 14 point. FCM topper tabellen med 20 point. AGF og Silkeborg, der har henholdsvis 16 og 15 point, mødes søndag eftermiddag i Aarhus.