Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Haler ind på tophold: FCK knækker kompakt AaB-mur med seværdige solomål

Ritzau
Mohamed Elyounoussi scorede mandag aften sit femte Superligamål i denne sæson efter blot ni optrædener.
Mohamed Elyounoussi scorede mandag aften sit femte Superligamål i denne sæson efter blot ni optrædener.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC København skulle bruge mange chancer til at score de mål, der sikrede en 2-0-sejr over AaB i Parken.

FC København endte som den helt store vinder i toppen af Superligaen i niende spillerunde.

For mens alle andre hold i top-6 spillede uafgjort, vandt FCK mandag aften 2-0 hjemme over oprykkerne fra AaB.

Med sejren rykker FCK op på tredjepladsen med 17 point. FC Midtjylland topper rækken med 21 point, mens AGF på andenpladsen har 18 point.

Længe lignede det dog ikke nødvendigvis en sejr til FCK, der godt nok havde bolden meget, men gjorde meget lidt med den.

Især i første halvleg ledte FCK efter de kreative indslag, der kunne åbne en kompakt AaB-defensiv.

Hjemmeholdets spil var i lange perioder både langsomt og forudsigeligt, så AaB havde nemt ved at holde stand.

Farligst blev FCK, når midtbanespilleren Magnus Mattsson søgte med frem.

Særligt Magnus Mattsson var i stort spilhumør mandag aften.
Særligt Magnus Mattsson var i stort spilhumør mandag aften.Flashscore

Mattson havde tre store chancer for at bringe FCK foran, men alle tre gange brændte han. Eller også stod AaB-keeper Rody De Boer i vejen.

Størst var den chance, Mattson brændte kort før pausen, hvor han med en kropsfinte kom helt fri i feltet og bare skulle sende den i nettet.

Det var næsten vanskeligere at ramme forbi mål end at score, men Mattsson sendte bolden forbi stolpen.

AaB var kun i ganske få situationer farlige i den anden ende, og kantspilleren Andreas Bruus fik registreret et skudforsøg langt forbi mål.

FCK havde mange flere afslutninger mod mål, men kun ganske få inden for rammen. 0-0-stillingen skabte en vis uro og summen hos hjemmepublikum i Parken.

I anden halvleg gik det bedre for FCK, der spillede hurtigere og mere direkte.

FCK-midtbanespilleren Thomas Delaney sparkede på mål, men igen blev der pareret.

FC København dominerede mandagens opgør med AaB men havde svært ved at få hul på bylden.
FC København dominerede mandagens opgør med AaB men havde svært ved at få hul på bylden.Flashscore

Det var først på et kontraangreb efter et AaB-hjørnespark, at FCK kom foran 1-0 efter 63 minutter. Nordjyderne blev fanget med mange mand fremme.

Elias Achouri, der selv havde brændt flere chancer, opsnappede bolden og løb fra egen banehalvdel og hele vejen ned til baglinjen, hvor han serverede den på et sølvfad for Mattsson.

Inde i det lille felt sendte Mattsson bolden ind over stregen med brystkassen.

Ti minutter senere leverede FCK-angriberen Mohamed Elyounoussi kampens smukkeste detalje, da nordmanden lobbede bolden ind over Rody De Boer.

Flere mål blev der ikke scoret i de sidste lidt over 20 minutter.

AaB er noteret for ni point efter ni kampe på en niendeplads. Det er tre point mere end Lyngby under nedrykningsstregen.