Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Her er Flashscores forårsprofil i Superligaen: Blomstrede på ny position i medaljejagt

Flashscore
Tobias Mølgaard, Mohamed Daramy og Ernest Nuamah var Flashscores tre nominerede til prisen som forårets profil i Superligaen.
Tobias Mølgaard, Mohamed Daramy og Ernest Nuamah var Flashscores tre nominerede til prisen som forårets profil i Superligaen.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix & Claus Bech/Ritzau Scanpix
Superligaen er slut. Mesterskabet blev sendt til Parken og FC København i næstsidste runde for snuden af FC Nordsjælland, nedrykning blev en kendsgerning for AC Horsens og AaB lørdag, og søndag sikrede AGF så et sæt bronzemedalje med et dramatisk comeback mod Brøndby IF.

Punktummet giver anledning til at reflektere over de største spillerpræstationer i løbet af foråret, og på Flashscore har redaktionen peget på forårets profil valgt mellem tre nominerede: FC Københavns Mohamed Daramy, FC Nordsjællands Ernest Nuamah og AGF’s Tobias Mølgaard.

Førstnævnte er nomineret på baggrund af sin fantastiske start på forårssæsonen. Efter svingende præstationer i efteråret lagde Mohamed Daramy fra land i knivskarp form efter VM-pausen, rundbarberede den ene modstander efter den anden i Jacob Neestrups venstreside i FCK.

Daramys stærke præstationer katapulterede FCK ind i mesterskabskampen, gav fornyet optimisme og tro på tingene i hovedstadsklubben og kastede den ene inklusion på rundens hold efter den anden af sig, både her på Flashscore og hos Superligaen selv.

I sidste ende var Daramys præstationer medvirkende til at sikre københavnerne mesterskabet, og det blev på bekostning af FC Nordsjælland. Det kan man ikke klandre Ernest Nuamah for. Den blot 19-årige ghaneser var igen og igen et mareridt for Superligaens forsvarsspillere at stå overfor.

Lynhurtig både med og uden bold, tilsvarende hurtige fødder, og et instinkt og en målnæse sjældent set blandt teenagere betød da også, at ghaneseren sluttede med 12 scoringer, fire oplæg, en sølvmedalje om halsen, kåret som forårets profil af ligaens trænere.

På Flashscore er der dog blevet peget på en anden end Ernest Nuamah. Redaktionens valg er nemlig faldet på AGF’s bomstærke Tobias Mølgaard, der har spillet et forrygende forår på en ellers uvant og ny position, vikarieret for det langtidsskadede stortalent Thomas T. Kristensen.

Direktør Jacob Nielsen var ikke overraskende godt tilfreds med Tobias Mølgaards præstation i løbet af foråret.
Direktør Jacob Nielsen var ikke overraskende godt tilfreds med Tobias Mølgaards præstation i løbet af foråret.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Men Uwe Rösler ramte plet, da han flyttede den 26-årige nordvestjyde nogle meter tilbage, fra positionen som højre wingback til den højre af de tre midterforsvarere, som den tyske cheftræner ynder at bruge på Ceres Park. For i sin nye rolle har Mølgaard funklet.

Den forhenværende Vejle-spiller har således pakket den ene offensive profil efter den anden ind. Særligt imponerende var det, da FC København i slutningen af april besøgte Aarhus og måtte rejse til hovedstaden med et 0-0-resultat i bagagen.

Her pillede Mølgaard nemlig fuldkommen brodden af en ellers velspillende og formstærk Mohamed Daramy, der ikke fik et ben til jorden i duellen med den fysiske stærke og aggressivt indstillede AGF’er. Selvom præstationen overfor Daramy nok var enestående og toppen af Mølgaards formkurve, var præstationen ikke desto mindre symptomatisk for Mølgaards forår.

For i samarbejde med sine forsvarskollegaer var det Mølgaard og resten af AGF-defensiven, der lagde grundstenene for århusianernes pludselige indblanding i topstriden i Superligaen. For en stund lignede det sågar, at AGF kunne spille med om guldmedaljerne.

Sådan blev det rigtigt nok ikke til syvende og sidste, men at AGF overhovedet endte med at stå i positionen, kan blandt andet tilskrives Tobias Mølgaards fantastiske forår, om end det utvivlsomt mere end noget andet har været en holdpræstation fra Uwe Röslers mandskab.

Mølgaards forår har i det store hele været en fornøjelse at bevidne, et skoleeksempel på at hårdt arbejde, tålmodighed og omstillingsparathed betaler sig for de fleste professionelle fodboldspillere.