Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hjemvendt FCN-stjerne satser på hurtigt udlandsskifte: "Det er planen fra begge sider"

Ritzau
Marcus Ingvartsen kom mandag på måltavlen mod AGF, da han køligt omsatte et straffespark.
Marcus Ingvartsen kom mandag på måltavlen mod AGF, da han køligt omsatte et straffespark. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Marcus Ingvartsen er denne sommer vendt hjem til FC Nordsjælland, men det bliver på mere eller mindre lånt tid.

Det fastslår angriberen selv efter mandagens 3-1-sejr over AGF i Superligaen, hvor Marcus Ingvartsen scorede sit første sæsonmål på straffespark.

"Det er planen fra begge sider, at jeg skal til udlandet igen. Det er en kortere periode, hvor jeg er kommet hjem for at bidrage og lære fra mig til de unge."

"Det er klart, at det ikke er med en horisont på fire-fem år. Vi har en intern aftale om, at det er en kortere kontrakt, så jeg kunne komme hjem og få spillet en masse fodbold," siger Marcus Ingvartsen.

Den 27-årige angriber blev i starten af juli købt i den tyske Bundesliga-klub Mainz, og hans nye cheftræner i FC Nordsjælland, Johannes Hoff Thorup, er også klar over intentionen med Ingvartsens midlertidige comeback.

"Som han selv er indstillet på, slutter han ikke karrieren i FC Nordsjælland. Hvornår, han så skal videre, er, når tilbuddet bliver rigtig godt."

"Vi ved godt, at han ikke er her i fem-seks år, men vi håber, at vi har ham et godt stykke tid," siger Johannes Hoff Thorup.

Cheftræneren mener, at Marcus Ingvartsen giver en ro på sit mandskab, og det kom til udtryk i mandagens 3-1-sejr ude mod AGF.

"Han giver os en ro. Mod AGF skulle han sparke et afgørende straffespark, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han ville sparke den i kassen, og det er det, han giver os," siger Johannes Hoff Thorup.

FC Nordsjælland har vundet de to første kampe i den nye Superliga-sæson, og Marcus Ingvartsen har både store forventninger til holdet og sig selv.

"Jeg har store forventninger til mig selv og glæder mig til at komme videre med sæsonen. Jeg synes, vi har et rigtig godt hold, og personligt går jeg også efter at få lavet en ordentlig portion mål," siger angriberen.