Hvidovres Per Frandsen: "Superligaen burde ikke kunne lade sig gøre"
Lørdag så godt som sikrede fyraftensprofferne oprykning med en 3-2-scoring ude mod Vendsyssel i absolut sidste sekund.
"Det burde ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg skal være helt ærlig," siger Hvidovre-træner Per Frandsen til Viaplay.
"Men sidste år var vi tæt på - og som min kone sagde: "så må du bare gøre det bedre næste år". Der troede jeg ikke rigtig på hende. Men nu er i hvert fald tæt på," siger cheftræneren.
Hvidovre kan kun glippe oprykning, hvis holdet taber på hjemmebane til Næstved i sidste runde, og Sønderjyske samtidig vinder begge sine kampe og henter 11 mål på de to holds målforskel.
Derfor fejrede Hvidovre superligapladsen i bussen på vej hjem fra lørdagens kamp i Hjørring, selv om sortseere og matematikere vil påpege, at oprykningen ikke er sikker endnu.
Hvidovres fans var mødt frem på stadion for at tage imod spillerbussen lørdag aften, og bagefter fortsatte spillerne oprykningsfesten i det københavnske natteliv.
36-årige Martin Spelmann, der nu er ejendomsmægler ved siden af fodboldkarrieren, ser frem til at vende tilbage til Superligaen. Han har spillet 292 kampe i landets bedste række for Brøndby, Horsens, OB og AGF.
"Med det setup vi har i Hvidovre, burde det ikke kunne lade sig gøre. Det siger alt om den gruppe, som vi har samlet. Den er som en familie, og det er fuldstændig magisk. Jeg har sagt hele tiden, at jeg selvfølgelig gerne vil op og spille Superliga igen, og der er rigtig mange af de her drenge, der får deres livs oplevelse nu. Måske er der nogle af dem, der aldrig havde været i nærheden af det, hvis de ikke havde været på det her Hvidovre-hold," siger Spelmann til Viaplay.
Nu venter en travl sommer, hvor både spillertruppen og Hvidovre Stadion skal i superligagear.
Hvidovre spillede senest i Superligaen i sæsonen 1996/97. Den 98 år gamle klub blev danmarksmester i 1966, 1973 og 1981.