Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ingvartsen med kongekasse i FCK-dukkert i Farum

Flashscore/Ritzau
Opdateret
Ingvartsen scorede til 2-0 på en pragtfuld afslutning
Ingvartsen scorede til 2-0 på en pragtfuld afslutning Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
FCK var nede med 0-3 ved pausen i Farum efter en rædselsstart på deres kamp mod FC Nordsjælland. Trods et stærkt comeback i anden halvleg, kunne FCK ikke indhente den stilling og tabte med 2-3.

Et drømmemål af Marcus Ingvartsen var med til skaffe FC Nordsjælland en drømmestart på kampen, hvor de var foran med 2-0 inden kampuret havde rundet de ti minutter.

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore

Efter pausen reducerede Orri Oskarsson på et tørt hug, og FCK var generelt nu bedre med i kampen, hvor de sendte flere nærgående forsøg i retning af værternes mål. 

Det gav pote, da indskiftede Viktor Claesson headede endnu en reducering ind. 

Det gav selvfølgelig anledning til det helt store pres fra Løvernes side i jagten på en udligning, og det brændte gevaldigt på mod slutningen foran FCNs mål, men bestræbelserne rakte ikke til mere for FCK.

Selv om reaktionen i anden halvleg var opløftende, må et meget lavt bundniveau i både defensiven og med bolden længere fremme ad banen før pausen bekymre Jacob Neestrup og resten af FCK-staben.

Med sejren har FCN indhentet FCK i tabellen. Begge har 11 point efter seks kampe på henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Stillingen
StillingenFlashscore

FCK havde trods svingende præstationer trods alt ikke tabt og ikke indkasseret mere end to mål i sæsonen inden denne søndag, men allerede efter fem minutter i Farum var begge dele alvorligt truet.

Efter to minutter nærmest slicede den tidligere FCK-profil Peter Ankersen bolden mod bageste stolpe, og her dukkede 18-årige Sindre Walle Egeli op og pandede værterne på 1-0.

Herefter fulgte kampens detalje. Conrad Harder brysttæmmede et indlæg ned for fødderne af Egeli, som sendte bolden videre ind mod Marcus Ingvartsen.

Førsteberøringen sendte bolden op på eget bryst, og så svingede angriberen ellers sit venstreben og smækkede kuglen op i krydset med vristen. Et drømmehug af en karakter, som det langt er alle forundt at lave i en hel karriere.

FCK rystede chokstarten nogenlunde af sig og arbejde sig ind i opgøret, men efter en halv time blev holdet sendt til tælling, da Benjamin Nygren øgede til 3-0 efter Conrad Harders glimrende forarbejde i en omstilling.

FCK kæmpede sig groggy til pause, og selv om det også startede skidt i anden halvleg, blev et lille håb tændt ud af ingenting efter 55 minutter.

Mohamed Elyounoussi slog bolden dybt mod Orri Oskarsson, og efter en vunden duel med stopper Lucas Hey sparkede islændingen resolut FCK på tavlen.

FCK duftede et comeback og pressede værterne fint, men både Egeli og Harder var tæt på at gøre det til 4-1, inden det efter 78 minutter blev 2-3 takket være to indskiftere.

Brasilianske Robert slog bolden i feltet, hvor Viktor Claesson steg til vejrs og dirigerede den uden for Andreas Hansens rækkevidde.

Reduceringen gav spænding i slutfasen, hvor FCN måtte slide hårdt for at holde gæsterne fra chancerne. Det lykkedes dog nogenlunde, eftersom den helt store FCK-mulighed udeblev.

Tættest på var forsvarsspilleren Kevin Diks med et indlæg lige forbi målrammen dybt inde i overtiden.