Lyngby-chef forventer islandske spillere i klubben i mange år: Vil scoute på akademiniveau
Siden Freyr Alexandersson tilbage i juli 2021 overtog trænergerningen i den kongeblå klub, har der været en del af hans islandske landsmænd på holdkortet.
I holdets kamp fredag, som endte med et nederlag på hele 0-5 til Silkeborg, var to islændinge i Lyngbys startopstilling, og to mere kom på banen i anden halvleg.
Ifølge Freyr Alexandersson er enklaven af islandske spillere ikke bare noget, der forsvinder, når han en dag ikke er tilknyttet klubben længere.
"Jeg håber, at den dag jeg forlader Lyngby, så kommer klubben til at have gavn af det i længere tid," siger Alexandersson.
I slutningen af august hentede Lyngby den rutinerede midtbanespiller Gylfi Sigurdsson, der står noteret for hele 318 kampe og 67 mål i den engelske Premier League.
Den 34-årige tidligere Premier League-stjerne havde dog inden skiftet ikke spillet på professionelt niveau siden maj 2021, fordi han blev undersøgt i en sag om mulige seksuelle krænkelser, som han ikke blev sigtet for i sidste ende.
Det er dog ikke kun gamle stjerner, som Freyr Alexandersson vil lokke til klubben.
"Min stab og jeg arbejder sammen om at udvide det yderligere."
"Vi vil nemlig gerne til at scoute de islandske spillere på akademiniveau," siger Freyr Alexandersson.
Efter mange år i den islandske fodboldverden har Freyr Alexandersson opbygget sig et stort netværk, hvilket, han mener, er grunden til, at Lyngby kan forsætte med at hente spillere fra Danmarks nordiske naboer, når han ikke er i klubben mere.
"Dem, som jeg arbejder med i Lyngby, har jo fået del i mit netværk, og på den måde er det også blevet deres netværk i dag."
"Og det kommer det jo til at blive ved med at være," afslutter Lyngby-træneren.
Der venter nu Lyngby en landsholdspause, hvor tre af klubbens spillere skal afsted med det islandske landshold.