Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lyngby følger AaB-kamp tæt og er klar til at reagere: Kan tilpasse taktik

Ritzau
I første omgang har Freyr Alexandersson fuldt fokus på at hente tre point i opgøret mod AC Horsens.
I første omgang har Freyr Alexandersson fuldt fokus på at hente tre point i opgøret mod AC Horsens.Lars Møller/Ritzau Scanpix
Før sidste spillerunde i Superligaen er Lyngby Boldklub havnet i en situation, hvor klubben ikke ved, om der skal et eller tre point til i udekampen mod AC Horsens for at sikre overlevelse, eller om det er uladsiggørligt, uagtet at Lyngby selv måtte vinde.

Lyngby har AaB lige over sig i tabellen, mens Horsens ligger lige under. Den nedrykningstruede trio står alle noteret for 27 point, og to af holdene trækker sorteper og rykker ned lørdag eftermiddag.

Derfor kommer Lyngbys trænerbænk til at følge nøje med i, hvordan det går i AaB's hjemmekamp mod Silkeborg.

Er nordjyderne på vej mod et nederlag, kan det påvirke, hvor meget Lyngby vil satse i Horsens. Det siger Lyngby-træner Freyr Alexandersson før sidste spillerunde.

"I første omgang kan vi kun forberede os på at slå Horsens og få tre point, men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, hvad der sker i Aalborg."

"Hvis den kamp bliver fløjtet af først, og AaB har tabt, mens vi har uafgjort, så tilpasser vi da vores taktik efter det i de sidste minutter. Men før det scenarie opstår, så dedikerer vi alle vores tanker til at sørge for, at vi selv får tre point," siger Freyr Alexandersson.

Han er stolt af, at Lyngby overhovedet har en mulighed for at sikre overlevelse med 90 minutter tilbage af sæsonen. Det tydede intet på midtvejs i sæsonen.

Efter 16 ud af 32 spillerunder havde klubben hentet beskedne fem point, og der var 16 point op til Brøndby og AC Horsens over stregen.

Det storkøbenhavnske hold tog efterfølgende sæsonens første sejr i 17. spillerunde - efterårets sidste - men vinterpausen lignede stadig en lang kapitulation og en forberedelse på 1. division.

I løbet af vinteren solgte eller mistede Lyngby syv spillere, der alle jævnligt var på banen i efteråret: Adam Sørensen (Bodø/Glimt), Kasper Jørgensen (AaB), Magnus Westergaard (Viborg), Emil Nielsen (Orange County), Rasmus Thellufsen (Louisville), Magnus Kaastrup (Sirius, udleje) og Timo Letschert (kontraktudløb).

Alligevel er resultaterne blevet markant bedre i foråret.

Freyr Alexandersson har svært ved at forklare præcis hvorfor, hvis han ser bort fra den evindelige - og sande - kliché om, at skarphed i felterne afgør fodboldkampe.

"Jeg har ikke den helt gode forklaring på, hvorfor tingene tipper vores vej nu og ikke gjorde det i efteråret, for vi har spillet gode og tætte kampe i hele sæsonen. Vi har tabt ni kampe med et mål i den her sæson, og i fem af dem burde vi i hvert fald have fået det ene point."

"Måske handler den øgede pointhøst i foråret om, at vores spillere indbyrdes har fået stærkere relationer. Og så har vi fået momentum, og det avler selvtillid, som avler point. Men kigger man på de underliggende parametre, er der ikke den store forskel på vores forår og efterår," siger Lyngby-træneren.

Lyngby får stor opbakning i Horsens. Klubben sender ti busser med fans afsted, og dertil kommer de Lyngby-fans, der selv har arrangeret turen til Østjylland.