Nicolai Poulsen frygtede rødt kort efter tidlig forseelse: "Jeg nåede at blive nervøs"
AGF's midtbaneslider Nicolai Poulsen spillede en særdeles vigtig rolle i søndagens 2-1-sejr i Parken over FC København. Den 30-årige hardhitter scorede nemlig målet til 1-0 allerede efter ni minutters spil.
Nicolai Poulsen havde dog allerede været i fokus inden da. Der var nemlig ikke spillet mere end 32 sekunder, da midtbanespilleren lavede en hård forseelse på Andreas Cornelius, som udløste et frispark og et gult kort. Midtbanespilleren kunne dog glæde sig over, at kortet kun var gult.
"Jeg nåede at blive nervøs. Jeg gled i situationen, og det var slet ikke bevidst. Men jeg frygtede, at jeg havde ramt ham i hovedet og at jeg derfor kunne få noget, der er værre end et gult kort," fortæller Nicolai Poulsen til Århus Stiftstidende.
Selvom Nicolai Poulsen godt kan være en hård hund, så er det sjældent, at han modtager en advarsel så tidligt i en kamp. Det gjorde da også, at boldbryderen skulle tænke sig om resten af kampen.
"Det var stadig træls med min spillestil at få en advarsel så hurtigt. Men jeg synes, jeg fik løst det fornuftigt. Jeg holdt mig fra dumme frispark i resten af kampen. Så det var da en træls start på kampen, men scoringen gjorde den nu fin nok i sidste ende."
Det var Poulsens syvende advarsel i sæsonen, hvilket betyder, at han nu har rundet 100 kort i Superligaen. I midten af november skrev vi her hos Flashscore, at Nicolai Poulsen er tæt på at sætte en meget speciel rekord, og nu er han kommet endnu tættere på.
Hvis han blot modtager fire advarsler mere, så vil han overtage førstepladsen på listen over spillere, der har fået flest kort i Superligaen.