Officielt: FCK sælger Grabara til Wolfsburg: Kan allerede skifte i januar
Skiftet kan allerede ske et halvt år tidligere. Wolfsburg har nemlig sikret sig mulighed for at hente Grabara i januar 2024.
Salget forventes i Parkens regnskab for 2024 at have en positiv virkning på 50 millioner kroner før skat.
”Kamil har gjort sig fortjent til et stort skifte til en af de største ligaer i Europa via sine præstationer og professionalisme for FCK, og han har haft et stort ønske om at komme til Bundesligaen som næste skridt i karrieren," siger sportsdirektør Peter Christiansen til klubbens hjemmeside.
"Vi har i samarbejde fundet en god model, som alle tre parter er glade for. Den giver Kamil muligheden for at jagte sit tredje mesterskab i træk som FCK-keeper og spille Champions League igen. Samtidig giver det os en fornuftig tidshorisont til at sikre den rigtige sammensætning af målmandsteamet fremover, mens økonomien i aftalen også er den rigtige for os."
Grabara hylder København i samme nyhed på klubbens hjemmeside:
”Jeg tror ikke altid, at folk forstår, hvor stor pris, jeg sætter på at stå i F.C. Københavns mål," siger Kamil Grabara.
"Det er en klub, som passer godt til mig, og jeg tror også, at mange synes, at jeg passer godt til den. Derfor betyder det også meget for mig at efterlade et aftryk her. Så ingen skal være i tvivl om, at jeg vil give alt for F.C. København, så længe jeg er her og først derefter handler det om Wolfsburg."
"Jeg vil bidrage til, at genvinde mesterskabet og pokalen og at vi kommer videre fra gruppen i Champions League. Jeg har det fantastisk godt, hvor jeg er, så denne løsning er optimal for mig,” siger Kamil Grabara.