Optakt: FC Nordsjælland jager førerposition i ligaen mod Randers
For FC Nordsjælland er der ikke det helt store at rafle om inden opgøret mod Randers. For en sejr over de kronjyske heste vil igen bringe dem i front af Superligaen, og med et særdeles formstærkt FCK-hold to point foran er sådan en kamp en af dem, der bare skal vindes.
Gæsterne vandt senest 2-1 over Brøndby for anden gang inden for en måned, og de fik dermed et stærkt skub videre mod mesterskabet efter nederlaget med samme cifre mod netop FCK i starten af måneden.
Det er aldrig nogen nem sag at hive tre point med hjem fra Randers, men det er et stort boost for nordsjællænderne igen at have Emilio Marcondes og Mads Bistrup tilbage, efter de måtte side over med henholdsvis en skade og karantæne mod Brøndby.
Form
Hjemmeholdet kan prale med senest at have slået FC København, fået uafgjort mod de godt kørende rivaler fra AGF samt en snæver sejr på 1-0 mod AaB, så der kan alt i alt regnes med et ganske åbent slag i det østjyske.
Det seneste indbyrdes opgør endte med en 2-0 sejr til FC Nordsjælland, men det var resultatet af en kamp, der meget vel kunne være endt i værternes hænder, hvis deres mange afslutninger og overtag i boldbesiddelse havde givet pote.
Skader og karantæner
Der er af den årsag meget at revanchere for de blåklædte heste, der må undvære Frederik Lauenborg, Daniel Høegh, Mikkel Kallesøe og Edgar Babayan. Netop Lauenborg var en af kampens bedste spillere i førnævnte opgør, så det er et fravær, der bliver til at mærke.
"Langt hen ad vejen, skal vi egentlig holde fast i det spil, vi leverede i særligt første halvleg mod Brøndby. Det vi skulle have gjort bedre, og som vi gerne vil tage med og optimere på, når vi skal møde Randers, det er at have endnu længere passager med bolden. Det bliver også en stor del af vores gameplan mod Randers - og helt afgørende, hvis vi skal have tre point med derfra," har FCNs træner Johannes Hoff Thorup meldt ud inden kampen.
Hold øje med:
Mads Bistrup har været et veritabelt kup for FCN, og det giver mening, at han kun er udlejet fra Brentford, for han er for god til Superligaen. Det nyder de godt af i Farum, og han bliver afgørende på midten, især i kraft af Randers' skadesfravær. Han skal tage kampen op med blandt andet Lasse Berg Johnsen. Det norske powerhouse har været i fornem form på det seneste.