Randers-direktør godkender efteråret og freder Bertelsen: Har været lidt blandet
Holdets syv seneste superligakampe har kastet fire uafgjorte og tre nederlag af sig.
Fredag aften sluttede mandskabet så efterårssæsonen af med en 0-0-kamp på hjemmebane mod Vejle. Det betyder, at Randers overvintrer kun to point over nedrykningsstregen.
Det til trods vil sportschef Søren Pedersen gerne godkende efteråret.
"Ja, det er et bestået efterår. Det har dog været lidt blandet."
"Jeg synes, at vi startede skidt. Vi var ramt af mange skader og havde ikke fået hentet nogen spillere ind."
"Så havde vi en rigtig god periode, hvor vi både spillede godt og fik mange point, og så sluttede vi af med en periode, hvor jeg synes, at vi spillede til mere, end vi fik point for."
"At vi er over stregen er selvfølgelig positivt, men jeg ville gerne have haft en sejr her i sidste kamp mod Vejle," siger Randers-chefen.
Selv om Randers seneste superligasejr faldt 1. oktober, så svarer Søren Pedersen meget bestemt på spørgsmålet om, hvorvidt cheftræner Rasmus Bertelsens job er til diskussion.
"Nej, det er det ikke."
"Rasmus gør det godt, trænerteamet gør det godt, og der bliver arbejdet godt med tingene."
"Hvis vi kan spille os frem til det antal chancer, som vi har gjort de seneste par kampe, så begynder vi også at sparke dem ind på et tidspunkt, og så begynder der også at komme point på kontoen."
"Det er klart, jeg ville gerne have haft flere point her i efteråret, men det har været med pil op, og vi kan godt gå ind med tro på tingene til foråret," afslutter Søren Pedersen.
Rasmus Bertelsen er enig med Pedersen i, at efteråret kan godkendes, men det er ikke til nogen flot karakter ifølge cheftræneren.
"Nu er jeg jo gammel lærer, så jeg tror, vi ligger et sted mellem 02 og 4."
"Det er bestået, men ikke meget mere end det."
Nu venter der næsten tre måneders vinterpause i Superligaen, hvorfor Bertelsen og resten af Randers-holdet har god tid til at forbedre sig frem mod den afgørende del af sæsonen.
Randers-chefen efterspørger blandt andet vinderattitude fra sine spillere.
"Der skal blandt andet arbejdes med skarpheden, og så skal vi generelt bare have forfinet vores udtryk."
"Jeg savner en lille smule kynisme, vinderattituide, eller hvad man ellers skal kalde det."
"Vi vil gerne have marginalerne med os, i stedet for at vi efter lidt for mange gange står her og snakker om, at vi har spillet en fornuftig kamp, men at resultatet ikke fulgte med," afslutter Randers-træneren.
Næste gang Randers skal på banen i Superligaen er den 18. februar, hvor holdet skal en tur til Hvidovre.