Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Randers snød OB i de døende sekunder og sikrede sig et enkelt point i sæsonpremieren

Simon Lindgren
Opdateret
Randers med kæmpe forløsning til sidst.
Randers med kæmpe forløsning til sidst.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
En hård og regnfuld affære endte i en dramatisk afslutning, hvor Randers sikrede sig det ene point til allersidst.

Både OB og Randers FC skulle i sæsonpremieren finde ud af, hvor de står. OB har hentet en masse nye spillere, mens Randers for alvor har fået tid til at træne under Rasmus Bertelsen.

Det var dog hjemmeholdet fra Odense, der lagde bedst fra land. Kampen startede med et massivt tryk fra OB, hvor de allerede efter halvandet minut var nærgående med en fin afslutning fra den nye angriber Mohamed Buya Turay.

Det var OB, der styrede begivenhederne, men det var gæsterne fra Randers, der åbnede målkontoen først. Efter ti minutters spil lavede Stephen Odey en god et-to med Marvin Egho inde i feltet, hvorefter han sendte bolden sikkert i mål. Det var første gang, at Randers var oppe på OB’s banehalvdel i de første ti minutter.

OB fortsatte dog ufortrødent trykket på Randers, og det gav pote. 

Efter 25 minutter fik OB spillets største mulighed, da Patrik Carlgren begik et klodset straffespark. Det udnyttede en af OB’s nye spillere Rami Al Hajj. Odenseanerne var dog slet ikke færdige.

Ti minutter senere drev Charlie nouck gæk med Bjørn Kopplin og sendte en lille bold dybt til Aske Adelgaard, som kom i et overlap. Den unge back smed et præcist indlæg ind i fødderne på den nye angriber Mohamed Buya Turay, som sikkert gjorde det til 2-1.

Hjemmeholdet var her, der og allevegne og kunne gå til pause foran med 2-1.

Randers kom bedre med i anden halvleg samtidig med, at OB ikke rigtig kunne holde samme høje tempo, som de viste i første halvleg. Gæsterne havde dog svært ved at få skabt de helt store chancer.

Hverken OB eller Randers kreerede noget særlig interessant offensivt, og kampen var blevet en kamp om midtbanen, hvor der kom flere hårde nærkampe end flot spil.

Randers kom dog længere frem på banen og blev farligere i takt med, at anden halvleg skred frem. Med ti minutter tilbage af kampen fik Stephen Odey da også sparket bolden i nettet, men efter et VAR-gennemsyn blev scoringen annulleret for offside i opspillet.

To minutter senere var Odey igen på spil, da han med en god detalje ramte overliggeren, men bolden ville ikke ind.

Randers fik dog den forløsende scoring i kampens allersidste sekunder. Efter et hjørnespark fik målmand Patrik Carlgren, der var gået med frem, sendt en god afslutning afsted. Keeperens afslutning blev dog kun halvklaret, og så kunne forsvarsspilleren Hugo Andersson sparke udligningen i nettet.