Randers straffer horrible Hvidovre-fejl og åbner foråret med sejr
Hjemmeholdet lavede store defensive fejl, og det straffede de jyske gæster, der med sejren skaber lidt luft ned til Vejle under stregen. Kronjyderne ligger nummer ni med fem point ned til Vejle, der mangler en kamp.
Hvidovre er fortsat isoleret i bunden med syv point efter 18 kampe.
Randers var i de første minutter tæt på at få en perfekt start på foråret, men angriber Mohammed Fuseinis forsøg fra tæt under mål blev reddet af debutanten i Hvidovre-målet Adrian Kappenberger.
Kappenberger havde fået chancen mellem stængerne, da værternes normale førstevalg Filip Djukic sidder ude på ubestemt tid med en rygskade.
Ud over den store Randers-chance i indledningen var det faktisk Hvidovre, der startede bedst og kom ud med stor energi.
Halvvejs i første halvleg gav den gode Hvidovre-start pote, da bolden ramte Randers-angriberen Stephen Odeys arm i eget felt, hvilket gav værterne muligheden fra straffesparkpletten.
Den chance udnyttede Lirim Qamili kynisk og bragte med sit første sæsonmål Hvidovre i front.
Scoringen vækkede Randers, der derfra satte sig på tingene i resten af første halvleg.
Gæsterne tilspillede sig flere gode chancer, men skarpheden svigtede for kronjyderne.
Randers fortsatte med initiativet fra anden halvlegs start, og efter blot fem minutter var der gevinst, da Lasso Coulibaly helt fri tæt under mål satte indersiden på bolden og udlignede.
Derfra gik det stærkt. Knap var bolden givet op, før Hvidovre lavede en defensiv fadæse.
Stopperen Matti Olsens tilbagelægning til keeper Kappenberger blev for kort, og det udnyttede Mohammed Fuseini til at bringe gæsterne i front.
To mål imod på mindre end et minut var en spand koldt vand i hovedet på værterne, der aldrig kom sig over det.
Efter en times spil blev det også 3-1 til gæsterne, da Simon Nordli straffede et dumt Hvidovre-boldtab midt på banen og udnyttede den efterfølgende omstilling.
3-1-scoringen gjorde, at Randers trak sig længere tilbage på banen og overlod initiativet til værterne, der aldrig var tæt på en reducering.