Redaktøren anbefaler: Hårdtpumpede derbies på Vestegnen og Nordlondon - GOG på returkurs
Lørdag
Borussia Dortmund - Wolfsburg - Kl. 15.30
I Bundesligaen er Jonas Wind kommet aldeles flyvende fra start, og han kommer op mod en af ligaens vildeste fanskarer, når Wolfsburg lørdag eftermiddag gæster Dortmund og "Die Gelbe Wand".
Værterne er endnu ubesejrede i ligaen med to sejre og to uafgjorte, men Edin Terzic i trænersædet er under pres, for spillet har bestemt ikke været prangende.
Senest måtte de bøje sig mod overmagten på Parc de Prince, hvor PSG slog dem klart med 2-0. Som sådan ikke nogen katastrofe, men PSG har heller ikke haft nogen særligt god sæsonstart, og tyskerne havde på trods meget svært ved at tumle dem.
En, der har haft en blændende sæsonstart er Folkevognsklubbens Jonas Wind, der har stået for hele fem mål og en assist på bare fire kampe. Samtidig har han fået sig en god legekammerat i landsholdskollegaen Joachim Mæhle, der også chippede i med en scoring i sidste uges sejr over Union Berlin.
Wind har været stærkt medvirkende til, at Wolfsburg befinder sig på sjettepladsen i ligaen med bare et point op til førende Leverkusen og Bayern München. Der er dermed tætpakket i toppen af Bundesligaen, og en sejr til en af parterne i denne kamp vil ikke gøre konkurrencen mindre skærpet.
KIF Kolding - GOG - Kl. 16.10
Der er krise som sjældent før i GOG, der netop har måttet fyre den nye træner Ian Marco Fog efter blot 53 dage i sædet i Gudme. Der har dog været umiddelbar effekt af fyringen, da man er kommet perfekt fra start i Champions League med to sejre ud af to mulige, senest med 30-26 på udebane over Wisla Plock.
På den hjemlige bane er der dog stadig en del at rette op på efter en broget sæsonstart, og nu venter en af deres ærkerivaler så, eftersom Kolding kommer på besøg i det sydfynske.
Man kan dog som GOG-fan varme sig ved, at det går Kolding endnu dårligere for tiden. De ligger nemlig på 10.pladsen, et enkelt point efter fynboerne på 8.pladsen. Dermed er det, der plejer at være et topopgør i dansk håndbold i lidt lavere kadence end normalt. Men det kommer man næppe til at mærke på det altid fyrige hjemmepublikum.
Erfarne Morten Olsen lavede ti mål mod Wisla, og han kommer som sædvanligt til at spille en hovedrolle. Efter rygter om positiv særbehandling fra den tidligere træner er det crunch-time for Olsen, der skal gå forrest for GOGs comeback i sæsonen.
Søndag
Brøndby - FC København - Kl. 14.00
Dansk fodbolds mest intense derby, i hvert fald bedømt på tilskuerpladserne, er tilbage, og denne gang er det oven i købet en decideret topkamp. Den tidlige kamp søndag spilles på Brøndby Stadion, og igen-igen er det med visse begrænsninger for tilskuerne grundet tidligere ballade.
Politiet har således varslet, at de gæstende FCK-tilskuere vil blive tilbageholdt i op til en time efter kampen for at undgå ballade foran stadion.
Men det er nu heldigvis stadig fodbolden, det handler om, og her er et bedre Brøndby-mandskab end længe set uden tvivl sat voldsomt op efter at hive sig selv længere op mod toppen i ligaen på bekostning af deres ærkerivaler.
Brøndby er nummer to i ligaen med blot et enkelt point op til FCK, så en sejr vil altså bringe dem alene i spidsen for Superligaen efter en forrygende start på sæsonen.
De vandt senest overbevisende med 3-0 i Århus efter en kontrolleret omgang offensivfodbold, mens FCK måtte nøjes med 2-2 i Farum. Det resultat gentog sig i Istanbul, hvor københavnerne trods en solid 2-0 føring måtte nøjes med et enkelt point efter en intens slutfase.
Brøndby er båret frem af en glohed Nicolai Vallys, der fortsætter sin imponerende målhøst fra sidste sæson. Med foreløbigt seks mål i otte kampe er han kun overgået af Silkeborgs Alexander Lind.
Brøndby kan derudover muntre sig ved, at deres trup er fri for skader, mens FCK er ramt i defensiven af skader til Nicolai Boilesen og Davit Khocholava. I offensiven må Jacob Neestrup derudover igen se bort fra Andreas Cornelius, der har fået endnu et tilbageslag.
Arsenal - Tottenham - Kl. 16.00
Arsenal er værter for Tottenham i denne weekend i et af de mest hidsige og spændende derbies i Premier League, The North London Derby. Begge hold er ubesejrede indtil videre i denne sæson med 13 point ud af 15 mulige, hvilket bare gør dette opgør endnu mere spændende.
The Gunners har ikke været på deres bedste niveau i de fem kampe, da Mikel Arteta stadig forsøger at finde den rette balance på midtbanen.
På trods af dette har de åbenlyst stadig formået at få point på tavlen, og de kommer ridende på bølgen af en imponerende sejr over PSV i Champions League. Anfører Martin Ødegaard er i forrygende form, og nordmanden bliver en vigtig mand for Arsenal.
Under Ange Postecoglu har Spurs set helt anderledes ud, end de gjorde det under Antonio Conte. Fodbolden har været flydende, mens stemningen har været meget mere positiv omkring klubben. Han ser ud til at have bragt glæden tilbage til Tottenham Hotspur Stadium.
Dette bliver dog deres første rigtige test, og deres nyere historie på Emirates er deprimerende læsning for dem, idet deres sidste sejr kom helt tilbage i 2010. Kan Ange få Spurs til at tage en af de helt store skalpe i denne sæson?
Atletico Madrid - Real Madrid - Kl. 21.00
Den bedste underholdning fra Spanien i denne uge må utvivlsomt være Madrid-derbyet, og hvilken bedre måde at afslutte weekendens fodbold på end ved at se to af Europas største hold og ærkefjender tørne sammen på Wanda Metropolitano?
Real Madrid har påbegyndt LaLiga-sæsonen med fem sejre ud af fem mulige, godt hjulpet på vej af den nye stjerne Jude Bellingham, som allerede har scoret fem gange i ligaen fra sin position på midtbanen.
På den anden side har Atletico allerede tabt fire point, efter at have spillet en kamp færre, og de forsøger derfor desperat at indhente det tabte.
Der ville ikke være noget bedre resultat på søndag for Diego Simeone og hans hold end at slå Los Blancos af deres nuværende plads og dermed holde dem lidt tilbage i tabellen
Holdene mødtes tre gange i sidste sæson - to gange i ligaen og en gang i Copa del Rey - hvor Real vandt de to første kampe, mens det seneste møde endte uafgjort 1-1. Lad dig dog ikke narre af formkurven, Simeone og co. har noget at bevise, og dette derby er stort set altid bestående af særdeles tætte kampe.