Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rundens Hold i Superligaen: Afgørende derby-helt og ukuelig Silkeborg-bomber pryder holdet

Flashscore
Opdateret
Alexander Lind var igen helt afgørende for Silkeborg.
Alexander Lind var igen helt afgørende for Silkeborg.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En højdramatisk Superligarunde er forbi. Flere spillere gjorde sig særligt bemærkede, og der var mange i spil til Rundens Hold. Hos Flashscore har vi udvalgt de bedste på hver position og sat dem op i en 4-3-3-formation.
Rundens Hold i Superligaen
Rundens Hold i SuperligaenFlashscore

Målmand – Filip Djukic 7,2 (Hvidovre IF)

Den 24-årige Hvidovre-keeper har ikke haft nemme arbejdsbetingelser i de første nu runder af Superligaen. Hele 14 gange har han været nødt til at fiske bolden ud af eget net. Mandag kunne målmanden fra Montenegro dog notere sig for sæsonens andet clean sheet. 

I kampen mod FC Nordsjælland var det naturligvis FCN, der sad mest på bolden, men en solid Hvidovre-defensiv og flere gode og sikre indgreb fra Djukic gav gæsterne fra Vestegnen et stærkt point på Right to Dream Park. Med sine sikre hænder scorede Filip Djukic en karakter på 7,2.

Venstre back - Paulinho 7,9 (FC Midtjylland)

FC Midtjylland har ikke været særlig godt kørende i denne sæson, hvor de allerede nu er hele otte point efter FC København på førstepladsen. Søndag fik ’Ulvene’ så den første sejr efter fire kampe, hvor det ikke var lykkedes at vinde. 

Den brasilianske venstre back Paulinho spillede en blændende kamp, hvor han særligt gjorde sig bemærket i den offensive del af spillet. Med et hav af gode indlæg burde brasilianeren have fået noteret sig for en assist, men selvom det ikke skete, så var der kvalitet i alt, hvad han foretog sig. En flot præstation, der var med til at sørge for et solidt FCM-overtag gennem hele kampen. Paulinho kan glæde sig over en karakter på 7,9.

Midtstopper - Daniel Høegh 7,7 (Randers FC)

Det har ikke været mange gange i sæsonen, at det har været muligt at rose en Randers-forsvarsspiller, men i søndagens kamp spillede hele Randers-holdet ganske hæderligt, og de så længe ud til at løbe med alle tre point. Selvom rivalopgøret mod AGF endte 1-1, så kunne flere af Randers-spillerne være tilfredse med indsatsen.

En af de spillere, der gjorde en god figur, var forsvarsspilleren Daniel Høegh. Den 32-årige stopper var enormt stærk i defensiven, hvor han med flere erobringer, clearinger og tacklinger gjorde livet surt for AGF-spillerne. Daniel Høegh noterede sig for en Flashscore-karakter på 7,7.

Midtstopper - Alexander Busch 7,6 (Silkeborg IF)

Alexander Busch
Alexander BuschBo Amstrup/Ritzau Scanpix

Silkeborgs unge stopper-stjernefrø Alexander Busch er efterhånden ved at bide sig godt og grundigt fast i Kent Nielsen idealopstilling. Den 20-årige forsvarsspiller har været fast mand hele denne sæson, og det ser ud til, at tilliden fra Kent Nielsen og de mange minutter gør, at han bliver bedre og bedre fra kamp til kamp.

I kampen mod Viborg havde han sammen med sin stopper-makker, Tobias Salquist, fuldstændig styr på Viborgs offensive spillere, og de fik flere gange lukket dem godt og grundigt ned. 

Alexander Busch kan udover et clean sheet også glæde sig over en plads på rundens hold med en Flashscore-karakter på 7,6.

Højre back - Ahmed Iljazovski 7,9 (Hvidovre IF)

Ahmed Iljazovski var nok banens bedste, da Hvidovre sikrede sig et flot uafgjort resultat mod de forsvarende sølvvindere i Farum. Den nordmakedonske højre back havde ret godt styr på Ibrahim Osman, som han stod over for. Faktisk så han stærk ud, uanset hvem han stod over for. Iljazovski leverede et rigtig flot stykke defensivt arbejde, som var med til at give Hvidovre et overraskende point. 

Derudover havde han også overskud til flere gange at være med i den offensive del af spillet, når Hvidovre en sjælden gang kunne komme frem på banen. Den 26-årige højre back kæmpede sig til en karakter på 7,9.  

Central midtbane - Lasso Coulibaly 7,5 (Randers FC)

Lasso Coulibaly skiftede i sommerens transfervindue fra FC Nordsjælland til Randers FC på en lejeaftale for at få mere spilletid. Indtil videre har det været fint med spilletiden, men den lynhurtige spiller har haft svært ved at være kampafgørende. 

I søndagens kamp mod AGF var Coulibaly dog meget involveret. Særligt ved Randers’ 1-0-scoring. Her tog den unge ghaneser sagen i egen hånd og satte en tre-fire AGF-spillere med sin fart, inden han udviste stort overblik og fandt Stephen Odey, som kunne sparke bolden i kassen. Generelt spillede Coulibaly en flot kamp, og det kastede en Flashscore-karakter på 7,5 af sig.

Central midtbane - Hamza Barry 7,6 (Vejle)

Vejle hentede et flot point på udebane mod et af rækkens stærke Lyngby. Selvom det ikke blev til en sejr, så tæller alle point for Vejle, der lige nu ligger andensidst i Superligaen. Vejles gambiske midtbanespiller Hamza Barry spillede en stor kamp i Lyngby fredag aften. Den stærke midtbanemand var ganske solid gennem hele kampen, og han var med til at ødelægge meget af Lyngbys spil.

Samtidig var Barry også meget afgørende i den offensive del af spillet, da det var ham, der lagde op til den udlignende scoring for Vejle. Det var anden Superligakamp i træk, at Hamza Barry var involveret i en scoring. Den bundsolide indsats kastede en Flashscore-karakter på 7,6 af sig.

Hamza Barry
Hamza BarryClaus Bech/Ritzau Scanpix

Central midtbane – Andreas Schjelderup 7,7 (FC Nordsjælland)

FC Nordsjælland må være lidt skuffede over mandagens uafgjorte resultat mod oprykkerne fra Hvidovre. Spillet flød ikke, som de gerne ville have det til, og de kreerede ikke nok chancer. En af de spillere, der dog holdt højt niveau, var den hjemvendte søn Andreas Schjelderup. Den unge nordmand fik 63 minutter på banen, men det var ham, der styrede kampen i alle 63 minutter. 

Schjelderup havde flere gode afleveringer, som dog ikke blev omsat til scoringer. På en dag, hvor FCN ikke kunne få spillet til at hænge sammen, var nordmanden alligevel en af banens mest fremtrædende skikkelser. Schjelderup kan bryste sig af en Flashscore-karakter på 7,7. 

Angriber - Alexander Lind 8,3 (Silkeborg IF)

Det er efterhånden ved at blive en vane for Alexander Lind at være en del af rundens hold, men når man banker mål ind på samlebånd, som den 21-årige angriber gør, så er man svær at komme udenom. I weekenden vandt Silkeborg 2-0 over Viborg, og det var takket være to mål fra Superligaens topscorer.

Alexander Lind har scoret i syv kampe i træk, og han topper topscorerlisten med hele ni mål. Han har en stor andel i, at Silkeborg er med helt i toppen af tabellen og hans præstation mod Viborg sikrede ham en Flashscore-karakter på 8,3.

Angriber - Patrick Mortensen 8,2 (FC København)

Patrick Mortensen blev igen AGF’s redningsmand, de sikrede sig et enkelt point i slutminutterne mod rivalerne fra Randers. Mortensen havde kampen igennem flere gode dueller med Randers’ forsvarsspillere, og de gav hinanden kamp til stregen. 

Det lignede længe, at det var en kamp, som Randers ville vinde, men mod slutningen af kampen fik AGF et straffespark. Når Patrick Mortensen er på banen og AGF får et straffespark, så betyder det som regel, at der bliver scoret. Det var også tilfældet i denne situation. Mortensen scorede sit femte mål i sæsonen, og det gav ham en Flashscore-karakter på 8,2. 

Angriber - Roony Bardghji 8,2

Det er de færreste, der kun spiller cirka 15 minutter og så sikrer sig en plads på rundens hold, men det er ikke desto mindre tilfældet for Roony Bardghji. Den purunge kantspiller kom nemlig på banen mod slutningen af søndagen derby mod Brøndby IF, og det blev et indhop, som han sent vil glemme. 

Roony Bardghji
Roony BardghjiLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Roony scorede nemlig det udlignende mål til 2-2 i det 84. minut, og blot fem minutter senere scorede han det kampafgørende 3-2-mål, der gav FCK sejren imod rivalerne. Det var Roonys femte og sjette mål i Superligaen i denne sæson, hvilket er den mest målrige sæson i FCK-trøjen for den unge svensker.

Roonys 15 minutter på banen gav ham en Flashscore-karakter på 8,2.