Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rutineret OB'er lægger sig fladt ned: "Det er forfærdeligt"

Ritzau
Bjørn Paulsen og holdet undskylder til deres fans
Bjørn Paulsen og holdet undskylder til deres fansBo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bjørn Paulsen erkender, at han og holdkammeraterne har haft et forfærdeligt udtryk i løbet af sæsonen.

For første gang siden 1998 rykkede OB lørdag ud af Superligaen, og det gjorde ondt på den rutinerede forsvarsspiller Bjørn Paulsen.

"Det er forfærdeligt," siger han til Viaplay.

Ledelsen i OB har været under heftig beskydning i løbet af sæsonen, men Bjørn Paulsen medgiver, at han og resten af truppen ikke kan løbe fra ansvaret.

"Vi har et stort, stort ansvar. Her til sidst har vi set bedre ud, men gennem hele sæsonen har det været forfærdeligt. Vi har ikke haft det udtryk, som OB gerne vil have. Jeg er næsten tom for ord. Jeg er trist og ked af det på alles vegne. Det er en hård dag," siger Bjørn Paulsen.

Nedrykningen blev en realitet, efter at OB tabte med 1-2 til Viborg FF i en kamp, som blev skæmmet af, at de fynske fans smed romerlys og kanonslag på banen, hvilket fik opgøret afbrudt.

Efter kampen tog spillere og ledere imod skældud fra fansene, og Bjørn Paulsen måtte beklage over for de medrejsende tilhængere.

"De fortjener det ikke, for de har gjort det godt. Det er en forfærdelig følelse, og det gør ondt helt ind i hjertet," siger Bjørn Paulsen.

OB slutter som nummer 11 i Superligaen med fire point op til Lyngby Boldklub på den rigtige side af nedrykningsstregen.