Scorede for sjette gang i træk: Alexander Lind den store helt da Silkeborg ydmygede OB
Silkeborg IF sikrede sig den fjerde sejr på stribe, da holdet mandag aften slog OB med 3-0 i Odense i Superligaens ottende spillerunde.
Særligt Silkeborg-angriberen Alexander Lind spillede en hovedrolle i sejren med to mål for gæsterne.
Angriberen er nu oppe på syv mål i de seneste seks superligakampe.
Med sejren cementerer Silkeborg sin fjerdeplads med 16 point, mens OB forbliver på niendepladsen med otte point efter otte kampe.
Nederlaget mandag var det andet i træk for OB. I seneste runde blev det til et nederlag på hjemmebane, da det fynske mandskab tabte til Vejle.
OB har fortsat sin første sejr på hjemmebane til gode i denne sæson.
Opgøret mandag aften var ikke mere end 13 minutter gammelt, da brandvarme Alexander Lind dukkede op i OB-feltet og scorede til 1-0.
Derefter bølgede kampen frem og tilbage, men Silkeborg var klart farligst i de sidste ti minutter af første halvleg og kom frem til en håndfuld gode chancer.
I anden halvleg skruede OB op for presset.
Hjemmeholdet spillede med en helt anden intensitet og pressede Silkeborg-mandskabet langt ned på banen, men gæsterne kendte deres besøgelsestid.
Efter en times spil bragte Silkeborgs midtbanespiller Anders Klynge gæsterne foran med 2-0 efter et fremragende kontraangreb.
Kort tid efter gav den ustoppelige Alexander Lind fynboerne dødsstødet, da angriberen scorede til 3-0.
OB forsøgte alligevel at pynte på resultatet, men odenseanerne kunne ikke finde vejen gennem den stærke Silkeborg-defensiv.
I næste runde skal OB på en svær opgave, når FC Midtjylland venter på udebane, mens Silkeborg på hjemmebane tager imod Viborg FF.