Sent langskudsdrøn af Kirkegaard sikrer Vejle point til bundstriden
En udligning af Vejles Kristian Kirkegaard efter 90 minutter sikrede bundholdet et enkelt point. Inden da var kampen præget af massevis af fysiske dueller og dødbolde, og det var tydeligt, at der var vigtige point på spil i ligaens bundstrid.
Med det ene point er Viborg stadig på ottendepladsen med 27 point, mens Vejle stadig er under nedrykningsstregen med et enkelt point op til Lyngby over stregen.
I kampens indledning var det Viborg mest på bolden, men Vejle var det farligste mandskab. Hjemmeholdet fik truet Viborg med omstillinger op mod de to hurtigløbere Musa Juwara og Yeni N'Gbakoto.
Første halvlegs største chance tilfaldt også Vejle efter en dødbold. Bolden blev headet ind foran mål til forsvarsspilleren Oliver Provstgaard, men på en eller anden måde fik Viborg-forsvaret afvist bolden på stregen.
Efter pausen fortsatte opgøret med at være en relativt lukket affære med få chancer, men Viborg fik sparket et vigtigt mål i nettet med 20 minutter tilbage. Indskiftede Malik Abubakari listede sit første mål for Viborg ind i det lange hjørne forbi Nathan Trott i Vejle-målet.
Det lignede længe en vigtig sejr til Viborg, men et flot langskudsmål af Vejles Kristian Kirkegaard efter 90 minutter skabte et stort jubelbrøl på Vejle Stadion i Nørreskoven.