Silkeborg-profil blåstempler sæsonstarten efter flot sejr
Senest blev det søndag til en flot 2-0-sejr på hjemmebane over et FC Nordsjælland-hold, der før kampen havde vundet fire ud af fire kampe, og Silkeborgs målmand Nicolai Larsen blåstempler sæsonstarten.
"Vores sæsonstart har været god. Vi har mødt nogle rigtig dygtige hold. Ud over Vejle-kampen har vi kun mødt hold fra sidste sæsons top-6, så jeg synes, syv point er rigtig fint. Mange medier har skrevet, at vi har haft en skidt sæsonstart, men jeg kan ikke rigtig se, hvorfor det skulle være tilfældet, når de selv har tippet os til at spille i bunden," siger Nicolai Larsen.
I kampen mod FC Nordsjælland havde Silkeborg det fra start svært mod gæsternes hurtige spil og høje pres, men langsomt fik værterne spillet sig ind i kampen og sikrede sig i anden halvleg en sejr med to mål.
Det var sæsonens anden sejr og en vigtig en af slagsen ifølge Silkeborg-keeperen.
"Det var en meget vigtig sejr, og jeg er rigtig glad for den præstation, vi leverede. FCN var dygtige på bolden, og det krævede utroligt meget energi at lukke dem ned," siger Nicolai Larsen.
"Det betyder rigtig meget at slå dem, for jeg synes, at FCN har været det bedste hold i sæsonen indtil videre. At vi holdt dem nede på så få chancer, som vi gjorde, er jeg rigtig stolt af.
Den helt store helt for Silkeborg blev spydspidsen Alexander Lind, der startede inde for første gang i sæsonen.
Alexander Lind scorede for tredje kamp i træk og trak derudover også et straffespark, og den 21-årige angriber var glad efter kampen.
"Hold da op man, det er pisse fedt. Jeg tror lige, at jeg skal nive mig selv i armen, når jeg kommer hjem. Det er mega stort for mig. Det var forløsende og dejligt at få lavet et mål mere.Det var skønt at spille, og der var god opbakning fra lægterne. Endnu en gang gav vi et stort hold problemer, og det er jeg meget tilfreds med," siger Alexander Lind.
I næste runde skal Silkeborg en tur til Parken for at møde topholdet FC København.