Sprudlende OB-komet brændte banen af igen: Vil være banens bedste hver gang
Sådan lyder det fra OB-kantspiller Yankuba Minteh efter to assists, en kampens spiller-kåring og en 2-0-sejr mod Silkeborg søndag.
Men det har ikke altid været en dans på roser for den unge kantspiller. Foråret startede med ballade uden for banen og herefter flere afsonede karantænedage. Men han er glad for at være tilbage på holdet og levere varen igen.
"Det er virkelig godt for mig at være tilbage på holdet. Jeg vil spille hver eneste uge, så det er jeg virkelig glad for", siger han.
"Det har været virkelig hårdt for mig. Men mine holdkammerater og min agent har hjulpet mig med at fokusere på det, der er foran mig, og det er det, jeg har gjort nu."
Mintehs præstation søndag hjalp OB til at komme blot et point bag den playoffgivende syvendeplads, og han tror, OB har en chance for at ende der.
"Det er virkelig vigtigt for os, at vi er kommet tættere på. Nu er der kun et point imellem os, så vi har stadig en chance. Hvis vi fortsætter med at spille sådan her, kan vi selvfølgelig godt tage pladsen."
OB-cheftræner Andreas Alm er også glad for at se sin unge kantspiller sprudle på grønsværen igen.
"Jeg synes, hver gang han er på banen, at han har situationer, som er på grænsen til at blive kampafgørende. Han var ude i tre kampe i grundspillet, hvor det var klart, at vi manglede ham, men det er rart for os, at vi har ham tilbage nu", siger Alm, og udtalte sig også om playoff-chancerne:
"Jeg håber, at vi kan holde muligheden om syvendepladsen mulig til det sidste. Det er jo den eneste måde, man kan komme i Europa på, når man er i kvalifikationsspillet."