Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Superligaen rammer snit på 10.000 tilskuere per kamp efter FCK-FCN

Ritzau
Over 30.000 tilskuere i Parken gjorde deres for at trække gennemsnittet op.
Over 30.000 tilskuere i Parken gjorde deres for at trække gennemsnittet op.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tilskuere i tusindvis fortsætter ind på de danske fodboldstadioner for at se kampene i Superligaen.

Søndag nåede antallet af tilskuere nye højder, da det gennemsnitlige antal tilskuere per kamp passerede 10.000.

Det skete, da 30.671 tilskuere i Parken overværede FC København slå FC Nordsjælland med 2-1 og overtage ligaens førsteplads.

Før den sidste kamp i 23. spillerunde mellem AGF og Randers FC mandag aften er det gennemsnitlige tilskuertal per kamp nu oppe på 10.042.

I alt har 1.375.720 tilskuere været på plads til foreløbig 137 kampe i landets bedste fodboldrække.

Meldingerne fra Aarhus forud for mandagens kamp er, at snittet vil få endnu et nøk opad.

AGF oplyste søndag, at 12.000 tilskuere har sikret sig plads til mandagens kamp mod Randers, og mandag lyder håbet, at man kan passere 15.000 tilskuere til opgøret mellem de østjyske rivaler.

AGF er blandt de klubber, der har oplevet et tilskuerboom med en stigning på 36,3 procent til klubbens hjemmekampe i forhold til sidste sæson. Kampene i Aarhus overværes i snit af 13.547 tilskuere.

FC København, Brøndby, OB, Randers FC og Viborg oplever også vækst i forhold til tidligere sæsoner.

Det er dog kun 3 af de 12 superligaklubber, der ligger over det nuværende gennemsnit på 10.042 per kamp. Det er FCK, Brøndby og AGF.

I sidste sæson havde Superligaen et tilskuersnit på 8636 per kamp. Det var en anelse under publikumsrekorden fra 2008/09-sæsonen på 8665 tilskuere per kamp.