Superligaoprykker henter dansk, tidligere FCK-målmand i Tyskland
30-årige Jakob Busk har underskrevet en toårig kontrakt, skriver klubben på sin hjemmeside.
"Med tilgangen af Jakob Busk får vi en målmand, der skal være med til at løfte vores stærke målmandsteam til et endnu højere niveau. Han har karakter og personlighed både på og uden for banen, og han vender hjem til Danmark med stor ærgerrighed, og han virker meget sulten på vores projekt," siger sportschef Casper Daather.
Busk skiftede i 2016 fra FC København til Union Berlin, som dengang lå i den næstbedste række.
Han var i en periode førstemålmand, men sluttede som reserve og nåede beskedne 57 kampe i otte og en halv sæson, hvor Union Berlin rykkede op i Bundesligaen og siden har spillet Champions League-fodbold med landsmanden Frederik Rønnow mellem stængerne.
"Jeg er glad og stolt over at have skrevet kontrakt med Sønderjyske Fodbold. Jeg glæder mig til at blive en del af det spændende projekt, som klubben har været i gang med et stykke tid, og jeg vil gerne være med til at tage de næste skridt på den rejse."
"Jeg har fået et rigtigt godt indtryk af folkene omkring klubben, og jeg glæder mig til at blive en del af projektet. Efter rigtig mange år i udlandet glæder jeg mig til komme tilbage til Superligaen, som også har udviklet sig godt, siden jeg senest var i Danmark. Jeg ser frem til de nye opgaver, der venter i Sønderjyske Fodbold, og jeg glæder mig til at møde fansene og mine nye holdkammerater efter sommerferien," siger Jakob Busk til klubbens hjemmeside.
Busk spillede sin seneste kamp om point 7. april 2018.
For FCK nåede han som ung syv førsteholdskampe, ligesom han var udlejet til Horsens og norske Sandefjord og fik i alt 33 kampe, inden han rykkede til Tyskland.