Uheldig AGF'er skal hjælpe Esbjerg tilbage mod toppen
Alvorlige skader har imidlertid stået i vejen for midtbanespillerens store gennembrud i barndomsklubben. Og nu søger han nye græsgange.
I de kommende tre sæsoner skal han forsøge at kickstarte sin karriere hos den tidligere Superliga-klub Esbjerg fB, som efter to sæsoner i 2. division er tilbage i 1. division efter sommerferien.
Det oplyser de to klubber på deres hjemmesider lørdag.
"Jeg har været på udkig efter en ny start, og da interessen fra EfB viste sig, var jeg faktisk ikke i tvivl om, det var en mulighed, jeg ville forfølge", siger Benjamin Hvidt ifølge Esbjergs hjemmeside.
"Det giver god mening for mig på nuværende tidspunkt i min karriere at blive en del af et nyt projekt, der skal bygges op over tid, og jeg kan virkelig se mig i de planer, der er i Esbjerg", siger han.
I AGF er man enig i analysen. Sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye mener, at det bliver godt for Benjamin Hvidt at komme til en ny klub og få en frisk start.
"Hvidt er vokset op i AGF og fik debut helt tilbage i 2017, og det er da heller ikke uden vemod, at vi nu siger farvel. Men det her er den bedste løsning for alle parter, og derfor har vi også været meget velvillige i forhold til aftalen med Hvidt og Esbjerg", siger Stig Inge Bjørnebye.
"Han var en stor og vigtig del af vores hold i sæsonen 2019/2020 og sæsonen efter, men har også været igennem et par alvorlige skader".
"Her har han vist et stort hjerte og kæmpet hårdt for at komme tilbage - og også på den måde er han et eksempel til efterfølgelse for andre unge AGF'ere", siger sportsdirektøren.
Siden debuten i Parken har Benjamin Hvidt i alt spillet 69 kampe for AGF.