Vejle-chef efter point: Har været mentalt hårdt
Vejlenserne har i denne sæson tabt syv kampe med blot et enkelt mål.
Derfor var det vigtigt at få det ene point i dag, mener cheftræner Ivan Prelec, da truppen har haft det svært efter mange sene scoringer imod.
"Vi er nødt til at tale om der, hvor vi står lige nu. I de seneste syv en halv kamp har vi spillet godt og været tæt på at få point, men i sidste ende har vi været dårlige til at samle point sammen.Selvfølgelig har det at tabe kampe så sent haft en psykologisk indflydelse på os, når vi har været så tæt på, men alligevel så langt væk det meste af tiden. Derfor er det et rigtig godt point mentalt for os med tanke på, hvor svær en udebane det er," siger Ivan Prelec.
Også Kristian Kirkegaard, der scorede sit første superligamål i fredagens kamp, var godt tilfreds med udbyttet på Lyngby Stadion.
"Det er klart, at nederlag er hårdt for en trup. Så det, at vi ikke taber, skal vi selvfølgelig lukrere lidt på og forsøge at sætte en lille pointstime sammen. Hvis vi kan blive ved i den kurs, så peger pilen den rigtige vej. Jeg er fortrøstningsfuld og tror på, at det nok skal komme," siger angriberen.
I Lyngby-lejren stod cheftræner Freyr Alexandersson med en utrolig ærgerlig fornemmelse efter det uafgjorte resultat.
"Jeg er skuffet. Jeg synes, at vi skulle have lukket denne kamp.Det frustrerer mig, at de scorer i vores bedste periode, men selvfølgelig respekterer jeg pointet," siger cheftræneren.
Vejle har fire point efter ni kampe i Superligaen, mens Lyngby har 12 point.