Viborg nedkæmper Nordsjælland på flot første halvleg
Viborg endte med at trække de tre point i land på baggrund af en stærkt underholdende første halvleg, hvor tre scoringer på lidt over et kvarter lagde grunden for en fornem 3-2 sejr.
Den 18-årige nordmand Sindre Walle Egeli bragte FCN foran efter et kvarter af en første halvleg, som de sad tungt på, hvad boldbesiddelse angår.
Viborg var dog bedst, hvad angår at udnytte deres chancer. Det kom til udtryk, da først Stipe Radic udlignede, inden Renato Junior og siden Isak Jensen med en fremragende scoring skaffede værterne en føring ved pausen på 3-1.
FCN forsøgte sig som reaktion med et højt pres i anden halvleg, der næsten gav pote efter 55 minutter, da indskiftede Milan Eloski blev nedlagt i feltet. Det dømte straffe blev dog annulleret efter VAR-tjek.
Derfra kæmpede FCN med at skabe chancer mod det viborgensiske bolværk.
Med fem minutter igen af kampen fik de dog reduceret, da Lucas Hey fra tæt hold sendte bolden i nettaget.
Et stort, sidste pres fra FCN i jagten på en udligning gav ikke afkast, og dermed indtager Viborg nu sjettepladsen i Superligaen.
Viborg havde ikke i sinde at give de rapfodede nordsjællændere meget plads fra kampens start. Hjemmeholdet stod langt tilbage på banen og kom bagud, før der var spillet et kvarter.
Stortalentet Sindre Walle Egeli kom fri af sin oppasser med en skudfinte, før den 18-årig nordmand sparkede på mål. På vejen ramte bolden en Viborg-fod og snød Oscar Hedvall i målet.
Scoringen tvang Viborg frem på banen, og her fik de offensive profiler Thomas Jørgensen og Isak Jensen mulighed for at vise deres evner.
Særligt sidstnævnte var en hovedpine for FC Nordsjællands Peter Ankersen, og Jensen skaffede det hjørnespark, som forsvarsspilleren Stipe Radic pandede i mål efter knap en halv time.
Udligningen gav Viborg endnu mere energi i duellerne, og mens to nordsjællændere stødte sammen på en stor målchance, viste Renato Junior koldblodighed i den anden ende.
Han udnyttede en sløset clearing af Ankersen til at sparke 2-1-målet ind, og kort før pausen satte Isak Jensen punktum for en flot Viborg-omstilling ved at score til 3-1.
FCN-træner Jens Fønsskov Olsen skiftede to mand i pausen, men det var Magnus Westergaard og Isak Jensen, som stod bag anden halvlegs første to forsøg.
Men nordsjællænderne begyndte at være hyppige gæster i Viborgs felt og fik også et straffespark, da Milan Iloski blev nedlagt i feltet.
Dommen var VAR-rummet ikke helt enig i, og Sandi Putros blev sendt til sidelinjen for at se episoden igennem.
Putros ændrede mening og annullerede til stor frustration for Nordsjælland-bænken sin beslutning.
Intensiteten faldt, og først et kvarter før tid var FC Nordsjælland for alvor farlig igen. Jeppe Tverskov fandt Benjamin Nygren, som forsøgte at krølle bolden ind, men Hedvall diskede op med en stor redning.
Med få minutter tilbage blev spændingen genskabt, da midtstopperen Lucas Hey sparkede bolden i nettet på et hjørnespark, men Viborg holdt fast i de tre point.