Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fodbold Tracker: Dorgu og Co. i kollaps, tamme aftendelere i Serie A og Premier League

Opdateret
Juventus får lørdag aften besøg af Napoli.
Juventus får lørdag aften besøg af Napoli.Marco Luzzani/Getty Images Europe/Getty Images via AFP
Fra hårde rivaliseringer til topopgør - fodboldweekender bliver ikke meget større end denne! Som altid kan du holde styr på alle de seneste nyheder og resultater med vores Football Tracker.

Kl. 23:26 - I Reims slipper PSG med skrækken og redder trods alt et enkelt point i land. Det er Ousmane Dembélé, der fortsætter sin fornemme målform med nok en scoring, allerede franskmandens femte i denne sæson, men ikke desto mindre bliver det altså til pointtab denne lørdag for Luis Enriques hovedstadstropper.

Kl. 23:02 - Real Madrid lignede for en stund et mandskab i gevaldige problemer lørdag aften, for stik mod spil og chancer bragte gæsterne fra Espanyol sig foran med 1-0 efter et selvmål af Thibaut Courtois. Det fik hjemmeholdet dog lynhurtig ændret på, og i sidste ende kan Ancelottis mandskab gå fra grønsværen med en sikker sejr på 4-1.

Kl. 22:43 - Forfærdelig afslutning på aftenen for Patrick Dorgus mandskab. Mod Parma var Lecce ellers kommet foran med 2-0, mens begge mandskaber havde fået smidt en mand hver ud. Men i overtiden falder det hele fra hinanden. Mens Lecce havde den ene omstillingschance efter den anden, som dog blev misbrugt gang på gang, så ender Parma med at score to mål i overtiden og tage et point med fra Syditalien.

Kl. 22:11 - På Santiago Bernabéu er der fortsat ikke scoret. Real Madrid møder denne lørdag Espanyol hjemme i den spanske hovedstad, og der er naturligvis en forventing om, at Carlo Ancelottis tropper tager tre point, men fem minutter inde i anden halvleg står det fortsat 0-0.

Kl. 21:48 - Stade de Reims er muligvis på vej mod lidt af en sensation. Hjemme møder Luka Elsners mandskab nemlig PSG, og her er Reims foran 1-0 efter scoring af japanske Keito Nakamura.

Kl. 21:25 - Det er en brandvarm Patrick Dorgu, der er vendt tilbage til Lecce efter landsholdspausen, hvor den alsidige spiller kom på tavlen for Danmark. Denne lørdag er det nemlig netop Dorgu, der har bragt Lecce på 1-0 hjemme mod Parma.

Kl. 20:58 - Denne lørdag var der også absolut storopgør i Istanbul, hvor Fenerbahce og Galatasaray tørnede sammen på førstnævntes hjemmebane. Her blev det dog gæsterne, der viste sig som suverænt bedst i en 3-1-sejr, der bringer Okan Buruks mandskab op på 18 point efter de første seks kampe med en imponerende målscore på 18-5. Til gengæld må José Mourinhos tropper se sig besejret for første gang i ligaregi i denne sæson.

Kl. 20:46 - I aftenens sene Serie A-kamp, er Patrick Dorgu tilbage i startopstillingen for Lecce, der hjemme i Syditalien har besøg af Parma. Landsholdsspilleren har siddet ude med karantæne, men er nu tilbage og starter på højrekanten for Luca Gottis mandskab.

Kl. 20:22 - Det lykkedes ikke for Christian Eriksen og Co. at få hul på bylden ude mod Crystal Palace. Danskeren fik 76 minutter på banen og gjorde ganske fin figur, men en knivskarp Dean Henderson i Crystal Palace-buret formåede at holde buret rent, i hvad der endte som en 0-0-remis.

Kl. 19:50 - Om 10 minutter tager Ajax hul på et vigtigt udebaneopgør mod Go Ahead Eagles. Her har Anton Gaaei desværre ikke fundet plads til startopstillingen, og må derfor starte på bænken.

Kl. 19:30 - Albert Grønbæk er nok engang med fra start hos Stade Rennais, der denne lørdag møder Lens hjemme i Rennes. Her er hjemmeholdet kommet foran efter et straffespark, som Arnaud Kalimuendo har omsat. 

Kl. 18:55 - I midtugen tabte Dinamo Zagreb med gigantiske 9-2 ude mod Bayern München, og nederlaget kostede cheftræner Sergej Jakirović jobbet i den kroatiske storklub. Fyringen ser dog ikke ligefrem ud til at have haft nogen god indflydelse, for denne lørdag er hovedstadsklubben, der er forsvarende mestre og landets suverænt mest succesrige klub, i øjeblikket sensationelt bagud mod Slaven Belupo, der før lørdagens opgør blot har hentet ét point i seks kampe.

Kl. 18:22 - I Premier League endte det med en klar sejr til Tottenham, selvom Thomas Franks Brentford altså var kommet perfekt fra land. Allerede før pausen var hjemmeholdet foran igen efter scoringer af Dominic Solanke og Brennan Johnson, og i anden halvleg udbyggede James Maddison føringen til slutresultatet 3-1.

Kl. 18:03 - For tredje kamp i streg er Christian Eriksen med fra start hos Manchester United. Klokken 18:30 møder Erik ten Hags tropper Crystal Palace på udebane. 

Kl. 17:48 - Klokken 18 venter et kæmpestort opgør i Serie A, hvor Juventus i Torino får besøg af Napoli.

Kl. 17:23 - Det bliver til nok en storsejr for Bayern München, der tidligere på ugen besejrede Dinamo Zagreb med vanvittige 9-2 i Champions League. Denne lørdag slår Vincent Kompanys mandskab nemlig Werder Bremen med Jens Stage i startopstillingen med hele 5-0 på Weserstadion.

Kl. 16:52 - I Premier League er der fløjtet til pause i de seks opgør. Mens Tottenham har fået vendt efterslæbet hjemme mod Brentford til en 2-1-føring, så har Liverpool til gengæld opbygget en stor føring hjemme på Anfield, hvor Arne Slots tropper fører med hele 3-0. 

Kl. 16:35 - Bo Svenssons Union Berlin er kommet godt fra land denne lørdag. Ved pausen fører hovedstadsholdet nemlig med 2-0 over 1899 Hoffenheim.

Kl. 16:10 - I det nordlige London havde Thomas Franks tropper egentlig fået en perfekt start ude mod Tottenham Hotspur. Knapt var bolden givet op, før end Bryan Mbeumo havde bragt Brentford foran med 1-0. Men inden kampen rundede 10 minutter, har Ange Postecoglous mandskab fået udlignet. Det er Dominic Solanke, der har gjort det til 1-1.

Kl. 15:58 - I Serie A's tidlige lørdagskamp er der dansk islæt i startopstillingen hos både hjemmeholdet Venezia og udeholdet fra Genoa. I et regulært midtbane-matchup er Magnus Kofod Andersen nemlig med hos det nyoprykkede hjemmehold, mens Morten Frendrup som sædvanlig knokler i maskinrummet for Genoa. Ved pausen er stillingen 0-0 mellem de to.

Kl. 15:29 - Chelseas genopbygning under Enzo Marseca fik et gevaldigt boost lørdag eftermiddag, da Marescas mandskab i London-derbyet mod West Ham tog en flot 3-0 sejr med to mål af Nicolas jacksom og et af Cole Palmer.

West Ham - Chelsea - Kamp-statistik
West Ham - Chelsea - Kamp-statistikFlashare

Kl. 15:11 - Mads Hermansen og Victor Kistiansen er med fra start, når Leicester hjemme møder kriseramte Everton, der også har Jesper Lindstrøm med fra start. Joachim Andersen er næsten pr. tradition valgt til de barste rækker hos Fulham, der hjemme tager imod Newcastle. Hos Brentford har Mikkel Damsgaard fundet vej til startopstillingen mens Mads Roerslev tager plads på bænken i den svære udekamp mod Tottenham.

Kl. 14:47 - Jens Stage er med i startopsttilingen hos Werder Bremen, der hjemme møder topholdet Bayern München. Samtidig er Robert Skov på bænken hos Union Berlin, der hjemme møder Skovs tidligere klub, Hoffenheim. Mikkel Kaufmann er også på bænken for Heidenheim hjemme mod Freiburg.

Kl. 14:26 - Den tidligere angriber fra FC København, Orri Steinn Óskarsson har fået sin debut fra start i Real Sociedads udebanekamp mod Real Valladolid.

Kl. 13:59 - Efter sine talrige problemer i Manchester United virker det virkeligt som om Jadon Sancho virkeligt har fundet sig til rette i Chelsea. Således har Sancho stået stået som oplægger til Nicolas Jacksons to mål på det olympiske stadion i London, som har givet The Blues en komfortabel 2-0 føring ude mod West Ham.

Kl. 13:30 - Bayern München, der vandt hele 9-2 i tirsdagens Champions League kamp mod NK Zagreb, er i overdådig form og har endnu ikke sat point til i denne i Bundesliga-sæson. De er også klare favoritter mod Werder Bremen i eftermiddagens møde, især da de sidste 14 kampe i Weserstadion alle er blevet vundet. Træner Vincent Kompany advarer dog sit hold om ikke at blive overmodige: 

Kl. 12:33 - Der er mindre end en time til, at West Ham og Chelsea sparker Premier League i gang.

Her er opstillingerne for begge hold, hvor Jadon Sancho får sin første start for The Blues.

Holdopstillinger
HoldopstillingerFlashscore

Kl. 12:00 - Hej og velkommen til vores fodboldtracker på det, der tegner til at blive en spændende dag med action på tværs af Europas bedste ligaer!

Først rejser Chelsea til West Ham kl. 13:30 i weekendens åbningskamp i Premier League, før Bayern München, Liverpool, Manchester United og Real Madrid alle skal i aktion senere.

Omtaler