Danmarks U19-talenter henter vigtig sejr i EM-kvalifikationen
Danmarks U19-hold og Israels U19-hold havde begge vundet deres to første kampe og lå derfor á point inden det indbyrdes opgør tirsdag eftermiddag.
Israel var dog på førstepladsen med en bedre målscore, og der var derfor lagt op til en tæt kamp. Danskerne kom godt fra start og i første halvleg gjorde Randers-spilleren Mike Themsen det til 1-0, inden det tidligere Brøndby-talent Oscar Schwartau scorede til 2-0 efter et straffespark blot fire senere.
I anden halvleg kom Israel bedre med og fik reduceret til 2-1 allerede i det 47. minut. Selvom Israel bed fra sig, så sørgede FC Midtjyllands Mikel Gorgoza for 3-1-scoringen efter 61 minutter. Israel fik dog pyntet på resultatet fire minutter før tid, men kampen endte med en dansk sejr. Danskerne er derfor nu alene i front i gruppen, der udover Israel også indeholder Nordirland og Albanien.
Sejren betyder, at Danmark nu er oppe på ni point efter de første tre kampe.
Nu går de to bedste hold i grupperne videre til anden kvalifikationsrunde, hvor der bliver dannet nye grupper. Også den bedste 3'er ud af de 13 grupper går videre.
Det vides endnu ikke, hvem Danmark skal møde, men de talentfulde danskere har taget et vigtigt skridt i bestræbelserne på at avancere.
I anden etape i kvalifikationen er der dog kun et enkelt hold, der går videre til EM-slutrunden fra hver gruppe.
U19-holdet skrev historie, da de kvalificerede sig til U19-EM i sommeren 2024 ved blandt andet at slå Portugal og Frankrig.
Det var første gang nogensinde, at Danmark havde et U19-hold med en EM-slutrunde. Slutrunden blev dog lidt en skuffelse, da flere faste startere på holdet måtte blive hjemme grundet starten på de hjemlige ligaer og kvalifikationen til de europæiske turneringer.
Spillere som Clement Bischoff, Conrad Harder og Adam Daghim var nogle af de spillere, der havde hjulpet U19-landsholdet til slutrunden, men som blev i klubberne for at være til rådighed ved sæsonstart.