Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Trodsreaktion vil præge U21-talenter efter kvalifikationskiks: "Det skal ikke ske igen"

Ritzau
Maurits Kjærgaard bliver formentlig en af nøglespillerne i den kommende EM-kval for U21-landsholdet.
Maurits Kjærgaard bliver formentlig en af nøglespillerne i den kommende EM-kval for U21-landsholdet. Profimedia
Fra 2015 til 2021 var Danmarks U21-landshold hvert andet år fast deltager ved EM-slutrunderne, men i år er de danske fodboldtalenter ikke med.

Det gik nemlig galt i kvalifikationsturneringen, som sluttede sidste år.

Fredag indledes en ny EM-kvalifikation, når Danmark på udebane møder Litauen, og der er ild i øjnene hos de spillere, der kiksede sidste år.

"For dem, der var med i det, vil der nok opstå en trodsreaktion," siger Steffen Højer, som har afløst Jesper Sørensen som U21-landstræner.

"Det skal ikke ske igen, at vi misser EM. Selv om der er lang tid, til kvalifikationen er slut, så er det altså nu, vi skal være klar. Det betyder rigtig meget at få en god start, så vi tager det meget, meget seriøst."

Danmark er med i en gruppe bestående af fem mandskaber. Kun det bedste hold kvalificerer sig direkte til EM i 2025. Hvis man slutter på andenpladsen, skal man være blandt de tre bedste toere for at kvalificere sig.

Derfor er det vigtigt for Steffen Højer, at der er fuld koncentration fra start i de to første kampe i EM-kvalifikationen mod Litauen fredag og Wales, som tirsdag kommer til Vejle.

"Vi skal have gang i kampene fra første fløjt. Vi skal have en masse afslutninger på vores angreb, og vi skal være gode på alle de små returbolde."

"Hvis vi kan det, kommer vi til at lægge så meget tryk på dem, at de ikke kan holde os over 90 minutter. Men vi skal selvfølgelig have respekt for dem, som vi også skal have for alle andre," siger Steffen Højer.

Foruden Litauen og Wales er Danmark i gruppe med Island og Tjekkiet, og Danmark må betragtes som favorit til at snuppe førstepladsen.

Steffen Højer føler da også, at han allerede nu, tidligt i forløbet med det nye U21-landshold, har en meget stærk trup.

Victor Kristiansen og Elias Jelert har allerede været på A-landsholdet, og Maurits Kjærgaard er måske det mest lysende talent i generationen.

Steffen Højer peger desuden på en blot 18-årig spiller, som kan blive afgørende for, om Danmark rejser til EM om godt to år.

"William Clem kan blive en nøglefigur gennem den her kvalifikation. Hans potentiale er ikke fuldt udnyttet, men han har allerede et højt og stabilt niveau."

"Han kan blive rigtig vigtig, indtil han forhåbentlig på et tidspunkt kommer på A-landsholdet. Han ser spændende ud," siger Steffen Højer.

William Clem spiller trods sin unge alder relativt fast på FC Københavns centrale midtbane.

Sammen med sine holdkammerater på U21-landsholdet sparker han fredagens kamp mod Litauen i gang klokken 17.