Belgiens Nations League-kamp mod Israel flyttes til Ungarn
Det oplyser det belgiske fodboldforbund fredag.
"Da ingen lokale myndigheder i Belgien mener, at det er muligt at organisere hjemmekampen mod Israel, har fodboldforbundet kigget for muligheder uden for landets grænser," skriver forbundet.
Valget er faldet på den ungarske by Debrecen. Opgøret skal spilles 6. september, og det vil blive uden tilskuere.
Det er af sikkerhedsmæssige årsager, at det ikke har været muligt at spille kampen i Belgien.
I juni sagde hovedstaden Bruxelles nej tak til, at kampen skulle spilles på King Baudouin Stadium, hvor det belgiske landshold ellers spiller størstedelen af sine hjemmekampe.
Årsagen var på grund af "situationen i Mellemøsten".
Siden afviste flere andre belgiske byer også at afvikle kampen.
Foruden Belgien er Italien og Frankrig i samme Nations League-gruppe.