Højbjerg kommer til at savne energisk Hjulmand
Landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg skal have en ny makker i maskinrummet på den centrale midtbane, når landsholdet tirsdag møder Schweiz i Nations League.
Hans faste makker, Morten Hjulmand, er ramt af karantæne, og ham kommer Højbjerg til at savne. For selv om Hjulmand først i juni fik fodfæste i Danmarks startopstilling, har de to midtbanedynamoer udviklet et stærkt makkerskab.
"Man kan have følelsen af, at Morten har været der i længere tid med den måde, han er trådt ind på holdet med sin personlighed og sine kvaliteter. Han leverede også et flot indtryk ved EM i sommer. Han er en god dreng, der har et rigtig højt niveau, men som stadig har meget lære. Han er en fornøjelse at have omkring holdet, og det er mindre godt for os, når de bedste spillere ikke er der, men heldigvis har vi andre dygtige spillere," siger Pierre-Emile Højbjerg.
Tidligere var han fast makker med Thomas Delaney, der i lighed med Morten Hjulmand har energi, temperament og udstråling som store forcer.
Højbjerg vil dog ikke gå ind i en nærmere beskrivelse af, hvilken type han helst ser som sin makker mod Schweiz.
"I sidste ende handler det om, at man giver det bedste til hinanden og til holdet. Det er ikke mig, der skal bestemme, hvem der skal være min makker," siger anføreren.
I landsholdstruppen er uerfarne Jens Stage og Mads Bidstrup med henholdsvis en og nul landskampe de mest naturlige afløsere på den centrale midtbane.
Landstræner Lars Knudsen vil ikke fortælle, hvem han sender ind ved siden af Højbjerg. Potentielt kan mere offensivt indstillede Christian Eriksen og Albert Grønbæk også være i spil, påpeger han.
Han åbner også muligheden for, at Danmark løser Morten Hjulmands fravær ved at ændre formation mod Schweiz.
Landstræneren fortæller desuden, at han har frit valg på alle hylder blandt spillerne i truppen. Ingen døjer med skavanker.
"Alle er klar til at spille kampen mod Schweiz, og alle er klar til at spille fra start. Vi brugte nogle kræfter mod Spanien, men vi har restitueret godt, og vi er et godt sted rent fysisk med mange friske spillere," siger Lars Knudsen.