Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Joachim Andersen er klar til større ansvar på nyt landshold

Flashscore
Joachim Andersen vil steppe op.
Joachim Andersen vil steppe op.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Landsholdsklippen ser sig selv tage en større lederrolle på landsholdet og ser frem til at se de nye unge an.

Forsvarsspilleren Joachim Andersen er parat til at indtage en større lederrolle på det danske fodboldlandshold, efter at tidligere landsholdsanfører Simon Kjær, en stor lederfigur i den danske bagkæde, er stoppet på det danske landshold.

Sådan lyder det fra Joachim Andersen forud for torsdagens Nations League-premiere mod Schweiz i Parken.

"Når man mister en stor personlighed, kræver det også, at andre skal steppe endnu mere op og tage ansvar. Det er noget, jeg har været vant til på klubplan i lang tid. Så det tænker jeg også, at jeg skal gøre her. Det er noget, jeg har tænkt over, der er vigtigt for holdet," siger den 28-årige danske landsholdsstopper.

Da han var på lån i Fulham i 2020, blev han valgt som holdets anfører, og i slutningen af sidste sæson i Crystal Palace var han også vikarierende anfører.

På trods af udskiftninger på landsholdets trænerpost og samt et par nye navne i spillertruppen, synes han ikke, det er så meget anderledes at træde ind i landsholdslejren denne gang.

Et justeret persongalleri ændrer ikke på det overordnede mål om at vinde hver kamp.

Joachim Andersen anerkender tabet af Simon Kjær og Thomas Delaney, men til gengæld glæder han sig til at se truppens nye ansigter i aktion.

"Selvfølgelig har vi mistet nogle store personligheder i "Del" og Simon, men så er der plads til noget nyt blod og nogle spillere, der har fortjent at komme med i noget tid. Så jeg glæder mig til at se, hvad de kan bidrage med," siger han.

Tre markspillere i landsholdstruppen har endnu sin debut til gode: Patrick Dorgu, Morten Frendrup og Albert Grønbæk.

Grønbæk og Frendrup kan få deres første landskampsminutter
Grønbæk og Frendrup kan få deres første landskampsminutterLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

"De har en masse energi og en frækhed. Det er nogle lidt anderledes spillertyper, end dem vi plejer at se på landsholdet. Vi har Dorgu, en offensiv back med en masse power og fart. Frendrup er bare en maskine inde på midten, som kan løbe solen sort - en top gut. Grønbæk er lidt ny for mig, men vi spillede mod Bodø i en træningskamp i foråret, hvor han spillede en rigtig god kamp som en klassisk 10'er, der kan lave lækre ting," siger Andersen.

Danmarks fungerende landstræner, Lars Knudsen, sagde mandag, at han regner med at se flere af de nye i aktion i løbet af de forestående Nations League-kampe mod Schweiz og Serbien.

To kampe mod to gode modstandere, men Andersen ser gode muligheder i begge opgør. Der er ligheder mellem Danmark og det schweiziske mandskabs situation lige nu, mener han.

"Schweiz har set gode ud i mange år efterhånden, men de har også mistet nogle dygtige spillere, der er stoppet på landsholdet. Det er et godt organiseret hold ligesom os," siger Andersen.

Torsdagens opgør mod Schweiz begynder klokken 20.45 i Parken.

Følg kampen her