Det er den islandske podcast Dr. Football, der kalder det "en offentlig hemmelighed", at Hareide er på vej mod at stå i spidsen for sine sidste landskampe i islandsk regi.
For det har ikke ligefrem været nogen dans på vulkaner for Hareide og Island i den tid, nordmanden har været ved roret.
Senest blev det til et nederlag på 2-4 på hjemmebane til Tyrkiet, og Island, der ellers har været gennem lidt af en opblomstring i de seneste år, ligger dermed grundigt placeret på tredjepladsen i deres gruppe i Nations Leagues Gruppe B.
Det gør de efter netop Tyrkiet samt Wales som Island med nød og næppe fik hevet 2-2 i land mod i den anden kamp i den netop overståede landskampspause.
"Det ser ud til, at alle, og jeg mener alle, i det islandske fodboldsamfund ved, at kampene i november er hans sidste. Alle ser ud til at vide det undtagen ham," siger podcastens vært Hjörvar Hafliðason.
KR-angriberen Eythór Wöhler var gæst i programmet, og han sagde, at han hørte det samme fra folk tæt på landsholdet.
Island møder Wales og Montenegro i to kampe på udebane i midten af november, og meget kan altså tyde på, at Hareide er færdig som islandsk landstræner nærmest uanset resultatet.
Den tidligere Lyngby-træner Freyr Alexandersson, der for tiden er træner i belgiske Kortrijk, nævnes som en af kandidaterne til at tage over for Hareide, der har stået i spidsen for Island i 18 landskampe.
Det har resulteret i syv sejre, ni nederlag samt to uafgjorte.