Norge udnytter østrigsk svipser: Haaland-hattrick fører til Nations League-oprykning
Norske Erling Haaland er i en klasse for sig i Nations Leagues B-lag, og når der næste gang står Nations League på menuen, vil han og resten af det norske landshold være at finde blandt de bedste nationer.
Det står klart, efter nordmændene takket være et hattrick fra Manchester City-stjernen søndag aften knuste Kasakhstan med 5-0 på hjemmebane.
Da Østrig samtidig spillede 1-1 hjemme mod Slovenien, kravler Ståle Solbakkens norske tropper forbi østrigerne på førstepladsen og sikrer dermed direkte oprykning til A-laget.
Østrigerne kom ellers i første halvleg på sejrskurs, da Romano Schmidt efter en lille halv time gjorde det til 1-0.
Ti minutter før tid sørgede slovenernes Adam Gnezda dog for jubel i det norske, da han udlignede til slutresultatet 1-1. Dermed skal Østrig spille playoffkampe om oprykning.
Slovenien slutter på tredjepladsen i gruppen og skal spille nedrykningsplayoff, mens Kasakhstan på sidstepladsen tager turen ned i C-laget. Kasakherne gik gennem efterårets Nations League uden at komme på tavlen i de seks kampe.
Der var også klasseforskel søndag aften i Norge.
Halvvejs i første halvleg åbnede Haaland målscoringen, da han sendte en ripost i det tomme kasakhiske mål.
Manchester City-stjernen fordoblede et kvarter senere sin måltotal. Umarkeret headede han bagest i feltet et indlæg i nettet.
Hans angrebsmakker, Alexander Sørloth, ville også være med, og få minutter før pausen gjorde Atletico Madrid-angriberen det til 3-0 med en kontrolleret indersideafslutning.
To mål var ikke nok for Haaland, og 20 minutter før tid fuldendte angrebsstjernen sit hattrick, da han vendte rundt uden for feltet og sendte bolden i kassen.
Det endte med en knusende norsk sejr, da det 19-årige kanttalent Antonio Nusa 12 minutter før tid lukkede til 5-0.