Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rasmus Nicolaisen øjner landsholdsdebut efter skade

Ritzau
Rasmus Nicolaisen kan meget vel få debut under denne landsholdssamling.
Rasmus Nicolaisen kan meget vel få debut under denne landsholdssamling.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den mulige debutant Rasmus Nicolaisen melder sig klar til at tage forsvarsplads efter Joachim Andersens skade.

Midtstopperen Rasmus Nicolaisen står pludselig med et endnu stærkere kandidatur, når landstræner Lars Knudsen skal sætte sit hold til Nations League-kampene mod Spanien og Schweiz.

Mandag måtte landsholdets faste starter Joachim Andersen melde fra til kampene med en skade, og selv om det isoleret set er skidt nyt for landsholdet, er det en god nyhed for Nicolaisen.

Den venstrebenede Toulouse-stopper er udtaget til landsholdet for første gang, og det virker nu mindre sandsynligt, at han blot skal træne og sidde på bænken.

"Joachim Andersens skade gør da min chance for at få debut bedre. Jeg ved, at Joachim er en vigtig spiller for landsholdet, så det er selvfølgelig et slag, at han er skadet, men sådan er gamet."

"Jeg vil sætte mit præg og give den gas og prøve at gribe chancen," siger Nicolaisen mandag eftermiddag i landsholdets træningslejr i Spanien.

27-årige Nicolaisen har en fortid i FC Midtjylland. I sommeren 2020 blev han udlejet til engelske Portsmouth, og året efter skiftede han permanent til Toulouse.

Dengang lå den franske klub i den næstbedste række, men den kropsstærke forsvarsspiller var med til at føre klubben op i Ligue 1.

Han vil overføre takterne fra Frankrigs bedste række til landsholdets træninger for at synliggøre sig over for landstræneren og de nye holdkammerater.

"Jeg vil være mig selv. Det er vigtigt på og uden for banen. Jeg er en stille og rolig fyr uden for banen, og så er jeg en hård makker på banen. Jeg kan godt skrælle igennem og være stærk i duellerne," siger Rasmus Nicolaisen.

Han har tidligere spillet ni kampe for de danske ungdomslandshold fra U16 til U19. Siden har han været langt fra kampe i rødt og hvidt, men hans navn blev pludselig bragt på banen af ekslandstræner Kasper Hjulmand i foråret 2023.

I sidste uge var det i et opslag på Instagram, at han fandt ud af, at han endelig var blevet udtaget, og i denne uge sidder han iført landsholdets træningstøj og er klar til at træne med Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen og de øvrige garvede landsholdsspillere.

"Det er fedt at være her. Det er spændende. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse."

"Den seneste uge har været lang, det har kriblet i mig for at komme her og møde alle sammen. Der har været mange tanker i gang," siger han.