Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Schweizisk landstræner er usikker på dansk mandskab: Vi ved ikke hvad der venter os

Flashscore
Schweizisk landstræner er usikker på dansk mandskab
Schweizisk landstræner er usikker på dansk mandskabProfimedia
Murat Yakin forventer endnu et tæt opgør, når Danmark og Schweiz mødes i Parken torsdag aften.

Det var en hemmelighedsfuld schweizisk landstræner, der mødte op til pressemøde i Parken onsdag aften forud for torsdagens landskamp mod Danmark.

Murat Yakin ville således ikke løfte sløret for nogen taktiske informationer.

Det danske mandskab var ikke det store tema på pressemødet, men den schweiziske træner fik udtrykt, at han er lidt usikker på, hvad danskerne kommer med grundet den aktuelle trænersituation.

Men han forventer ikke en meget anderledes kamp, end da de spillede 0-0 i en testkamp i Parken i foråret.

"Vi ved ikke helt, hvad det er for et mandskab, vi skal møde, og hvad der kommer til at ske med den nye træner".

"Men vi forventer at møde et dansk hold, der spiller et lignende system, og at det bliver en tæt kamp", siger Yakin.

Ligesom det danske landshold har måttet sige farvel til to betydningsfulde landsholdsspillere, er det schweiziske mandskab også i gang med en genopbygning.

De ledende figurer Yann Sommer, Xherdan Shaqiri og Fabian Schär valgte at stoppe landsholdskarrieren efter sommerens EM-slutrunde.

Men Yakin regner ikke med at lave de store taktiske ændringer.

"Vi har ikke ændret ret meget på vores system", siger han.

Målet for Yakin er at holde Schweiz i det øverste lag i Nations League.

"De schweiziske fans forventer meget af os, og vi har vist, at vi kan spille flot fodbold. Vi skal gerne blive i A-gruppen i Nations League. Danmark er en af vores direkte konkurrenter", siger Yakin.

De schweiziske journalister spurgte flere gange ind til, hvor Monaco-spilleren Denis Zakaria skal spille på banen, og hvem der kommer til at erstatte den pensionerede forsvarsstyrmand Fabian Schär i midterforsvaret.

Men han gav intet væk.

"Vi ser, hvad der sker", sagde Yakin.

Ellers var de schweiziske journalister interesserede i deres nye førstemålmand Gregor Kobel, der kort før pressemødet blev nomineret til Yashin-trofæet sammen med ni andre målmænd.

Yashin-trofæet er en del af Ballon d'Or-kåringen og uddeles til verdens bedste målmand.