Serbien haler ind på Danmark med sejr over Schweiz
Det plejer at være en hed affære med muligt efterspil, når Serbien og Schweiz går på banen mod hinanden.
Sådan var det ikke helt lørdag aften, hvor serberne på hjemmebane vandt 2-0 over et tamt schweizisk mandskab i Danmarks Nations League-gruppe.
Med sejren har Serbien fire point for tre kampe, mens Schweiz er isoleret i bunden efter lutter nederlag.
Danmark har efter et 0-1-nederlag til Spanien ét point op til europamestrene, der topper gruppen med syv point.
Der var indledningsvist ikke meget at skrive hjem om fra Stadion Dubočica i byen Leskovac, hvor der er plads til godt 8000 tilskuere.
Med blot 45 afleveringer på 22 minutter startede værterne passivt og tillod schweizerne at have bolden.
Det førte til flere gunstige indlæg fra gæsterne, men manglende skarphed gjorde, at der manglede slutprodukt.
Først efter 25 minutter kom Serbien i nærheden af schweizernes felt, hvor særligt den bomstærke skarpretter Aleksandar Mitrovic voldte problemer.
Det førte imidlertid ingen afslutninger med sig, og i stedet var Schweiz efter 33 minutter tæt på at bringe sig foran.
Men Breel Embolos afslutning fra midten af feltet sneg sig forbi stolpen. Angriberen fik ikke et ordentligt træf på bolden.
Forinden var den schweiziske forsvarsspiller Silvan Widmer blevet tildelt en advarsel.
Han har dermed karantæne, når Schweiz tirsdag møder Danmark i St. Gallen.
Dødvandet blev brudt få sekunder før pausefløjtet.
Nico Elvedi stod efter et indlæg fra venstresiden på flade fødder i feltet og rettede bolden i eget net.
Den schweiziske drøm om point led endnu et knæk efter godt en times spil.
Anføreren Mitrovic opsamlede bolden ved sidelinjen, driblede sig ind i feltet og bankede kuglen op i fjerneste målhjørne.
Manchester City-forsvareren Manuel Akanji blev hængt til tørre i sekvensen.
En slukøret schweizisk offensiv fik efter 72 minutter en gylden mulighed for at reducere.
Men Breel Embolo brændte det straffespark, som Aston Villa-spilleren Kosta Nedeljkovic på klodset vis havde begået.
Det forblev uskarpt for Schweiz mod slutningen, og Serbien cruisede sejren hjem.