Danskere har altid været i centrum for Club Brügges succes: Jagter ny europæisk triumf
Belgien er kendt for mange ting; vafler, pommes frites og et uhyggeligt stærkt landshold. Belgien har dog også altid været hjemsted for flere store danske fodboldspillere.
Torsdag aften skal den belgiske storklub Club Brügge forsøge at tage første stik på vej mod en finale i European Conference League, når Fiorentina byder velkommen.
Klubben fra Brügge har da også danskere med på holdet i denne omgang. Casper Nielsen, Philip Zinchernagel og Andreas Skov Olsen er alle en del af Club Brügges trup. Det er måske også gode nyheder for det belgiske hold, at der er danskere med på holdet.
Brügge-succes med dansk indflydelse
Generelt har det været en tendens, at danske fodboldspillere er søgt til Belgien, og det er også tilfældet i Club Brügge. Allerede tilbage i starten af 70’erne begyndte de første danskere at komme til storklubben i Brügge. Ikke nok med, at der har været en del danskere forbi Brügge - langt de fleste af dem har haft stor succes.
Det startede med Ulrik le Fevre og Birger Jensen og senere hen Brian Priske og Niki Zimling.
I 70’erne havde Club Brügge en gylden periode, hvor det blev til hele fire mesterskaber. Her var Ulrik le Fevre, Birger Jensen og Jan Sørensen alle med til at vinde mesterskaber i den periode.
I 1975/1976 bliver de nummer to i UEFA Cuppen, mens de to år senere bliver nummer to i Mesterholdenes Turnering. Birger Jensen vogtede buret i finalen i 1978, som de tabte til Liverpool med 1-0.
De havde også et højt niveau i 1987/1988-sæsonen, hvor den danske angriber Kenneth Brylle havde en stor andel i mesterskabet og pokaltriumfen med ni mål i 31 kampe. Danskeren var også med til at føre dem frem til semifinalen i UEFA Cuppen, hvor han sågar udmærkede sig som turneringens topscorer med seks mål.
Herefter gik der hele 18 år før der igen var en dansker i truppen i Brügge. Denne gang var det Brian Priske, der lagde vejen forbi den gamle by, hvor han spillede fra 2006-2008. Selvom det ikke blev til mesterskaber, så var Priske med til at vinde den belgiske pokalturnering i 2006/2007-sæsonen.
Tilbage i nutiden har Andreas Skov Olsen allerede vundet et mesterskab og en Belgian Super Cup med giganterne, og de har stadig en chance for at vinde mesterskabet i denne sæson.
Torsdag skal de dog forsøge at spille sig i den første europæiske finale siden 1978.
Kampen mod Fiorentina spilles klokken 21:00, og du kan følge den her.